Lauritz.com Odense & Kolding – Det er passionen og glæden ved kunst, design og antikviteter, der driver værket

Business

_DSC6965

Familien brænder for kunst, design og antikviteter

Leif Tingkær var med fra starten, da Nordens største auktionshus, Lauritz.com, blev etableret, og han driver i dag Odense- og Kolding-afdelingen sammen med sin familie

Alle bliver glade og opstemte, hver gang der er en rigtig god indlevering i auktionshuset. Det er passionen, der driver værket, og alle med hænderne på varerne er drevet af den indstilling.

Sådan er det hos Lauritz.com i Odense og Kolding. Odense-afdelingen blev etableret i 2002 og Kolding-afdelingen i 2004, og de har i dag tilsammen 25 dedikerede medarbejdere.

– Man skal brænde for det, ellers går det ikke. Det er vigtigt, at alle er dedikerede og tændt på kunst, design og antikviteter, uanset om man er generalist eller specialist, siger ejer og direktør Leif Tingkær, der driver foretagendet sammen med sin familie med udgangspunkt fra Odense-afdelingen på Kratholmvej 51.

Hans hustru, Lillian, tager del i det administrative, mens datteren Stina leder butikken og er specialist inden for tøj og smykker. Hun arbejder desuden med markering og events. Sønnen Søren er aktiv i forretningen med det praktiske arbejde, primært inden for design og møbler, mens svigerdatteren Helle arbejder med administrative opgaver og forskellige allround-opgaver og funktioner.

Alle er aktive i virksomheden og driften, og et glidende generationsskifte, hvor Søren og Stina tager over, er indledt.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.52.13

Var med fra starten

Leif er med over det hele, og han har meget kundekontakt og besigtigelser. Hans største spidskompetence er billedkunst og antikviteter.

Med mange års erfaring som kunstmaler, galleriejer, kunstsamler samt taksator for skifteretten har han en solid baggrund, som har gjort ham i stand til at bygge Lauritz.com i Odense og Kolding op til dét, den er i dag.

– Min far var kunstmaler, og jeg startede med at få undervisning af min far og på Fyns Kunstakademi, da jeg var otte år. Kunsten har altid været en del af mit liv, det har været noget helt naturligt, og jeg maler stadig, fortæller han.

”Et liv med kunst har givet mig et professionelt blik, som gør mig i stand til at vurdere de effekter, vi får ind”. Leif Tingkær.

– Det har været en fantastisk oplevelse at være med til at udvikle og bygge det her op fra starten og blive en del af det. Jeg drøftede konceptet og modellen meget sammen med Bengt Sundstrøm, der har skabt Lauritz.com, og vores afdeling her i Odense kom med som den første partner, fortæller Leif, der i dag er 69 år.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.52.36

En del af et koncept

Lauritz.com driver i dag 25 auktionshuse i fire lande, heraf flest i Danmark. De kører på alle på partnerbasis.

– Vi er en del af et koncept, som er kendetegnet af lødighed og kvalitet, og vi har alle årene været glade for samarbejdet med Lauritz.com, som har formået at flytte auktionerne fra det fysiske rum til internettet, siger Stina.

Familien lægger ikke skjul på, at det er et stramt koncept, men de understreger samtidig, at det fungerer perfekt og at der er vide rammer i dagligdagen.

Vi gør meget i en række forskellige velgørenhedsprojekter, fortæller Stina Tingkær, der finder det naturligt at kombinere aktiviteterne i Lauritz.com med den type aktiviteter. ”På den måde sender vi et signal om, hvad vi står for”.

– Der er visse ting, der ikke kan findes i vores auktionshuse, f.eks. nazi-effekter og Muhammed-tegninger. Ledelsen tager nogle overordnede beslutninger, og de er ikke til diskussion, siger Stina og tilføjer, at der afholdes partnermøder flere gange om året og samt et årligt seminar.

– Det er meget godt og udviklende at have en sparring med andre fra Lauritz.com, det får vi rigtigt meget ud af. Vi er hver især selvstændige forretninger, men vi er samtidig konkurrenter, og det fungerer fint på den måde.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.52.01

Et ærligt og sikkert sted

Odense-afdelingen blev bygget i 2002 på 1250 kvadratmeter og blev i 2010 udvidet med det samme antal kvadratmeter på grund af pladsmangel. Kolding-afdelingen kom til i 2004, og blev udvidet i 2013. Den er i dag lidt mindre end Odense. De to afdelinger kører særskilt, men har fælles økonomiafdeling.

– Selv om jeg virkelig troede på det her fra starten, havde jeg ikke drømt om, at det ville få de dimensioner, det har fået, siger Leif, der er imponeret over den enorme udbredelse på landsplan og i udlandet, som Lauritz.com har i dag, siger Leif.

”Det er passionen og glæden ved kunst, design og antikviteter, der driver værket”. Stina Tingkær.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at det er et ærligt og sikkert sted at handle på nettet. Vores auktioner foregår altid på kundens præmisser. Netauktionen lever op til den fleksibilitet, som den moderne forbruger efterspørger. Man kan handle hvor som helst og når som helst, det er udgangspunktet og en del af forklaringen på den succes, det er blevet til.

Lauritz.com får varer ind fra både private og professionelle. Alle varer vurderes, beskrives og fotograferes af eksperter, og virksomheden bestræber sig altid på en hurtig forretningsgang med auktioner inden for 48 timer efter varemodtagelsen. Mens kunder fra hele verden kan byde, kan man følge auktionerne på hjemmesiden.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.53.04

Præcise beskrivelser

Leif har mødt mange kunstnere på sin vej, og han har også hjulpet flere på vej, bl.a. Johnny Madsen, som han hjalp med at få gang i sit kunstsalg via en udstilling.

Han spænder vidt i sin viden om kunst, lige fra guldalderkunst og gamle malerier til Cobra-malere, Robert Jacobsen, Kvium og anden moderne kunst.

– Maleriet er min ekspertise, det gælder både moderne og gammel kunst. Efter så mange år i branchen kan man hurtigt se, hvad der skiller sig ud. Jeg bliver opsøgt af mange amatørmalere, og vi har oprettet en kategori, der hedder ”moderne dekorativt maleri”. Det er vigtigt, at vi holder tingene adskilt og ikke blander de såkaldte ”køkkenbordsmalerier” sammen med kunsten. For os er det afgørende, at vi holder stilen.

Stina har primært sin ekspertise på smykker og pelse.

– Vi har fået rigtigt meget rav ind det sidste år, her har vi oplevet vi en kæmpe interesse, siger Stina, der har oplevet at få for 200.000 kr. rav ind på en formiddag.

Hun får mange smykker ind fra forskellige stilperioder samt både gamle og nyere smykkedesignere.

– Vi gør meget ud af at deltage i kurser og hele tiden været opdaterede på de forskellige kategorier, så vi kan give præcise beskrivelser og realistiske vurderinger.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.52.27

Synlighed er vigtig

Stina arbejder meget med markedsføring og events, der kan være med til at sætte Lauritz.com på landkortet og også sørge for en god opbakning og tilknytning i lokalområdet.

– Det er vigtigt for os at være synlige og vise flaget. Vi holder vurderingsarrangementer, foredrag og forskellige event, og vi er også aktive i forbindelse med forskellige velgørenheds-arrangementer, hvor vi både støtter en god sag og skaber opmærksomhed.

– Det gælder f.eks. Knæk Cancer, Røde Kors og andre organisationer, fortæller Stina, der har tilmeldt sig Lillebælt Halvmarathon i 2016 som charity-løber sammen med en ansat i virksomheden.

– Vi samler effekter ind, hvor overskuddet går til Julemærkehjem. Vi vil gerne støtte den slags gode projekter, og vi får samtidig sendt et signal om, at Lauritz.com er en lokal virksomhed, der gerne vil støtte forskellige gode formål.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.53.27

Travlt – men sjovt

Det bliver til mange lange arbejdsdage for familien Tingkær, men alle brænder for opgaven og kæmper for tingene. Kvalitet hele vejen igennem samt gode ansatte er drivkraften.

– Man møder utroligt mange spændende mennesker og får rigtigt meget igen. Både af dem, der sælger deres produkter til en god pris og dem, der får mulighed for at købe lige præcist dét, der har drømt om.

”I den her branche skal man vide lidt om alting, ellers går det ikke”. Leif Tingkær.

– Det er desuden fint at arbejde sammen i familien om et fælles projekt. Vi har den samme målsætning og den samme vision, det gør vores samarbejde stærkt, lyder det fra familien Tingkær, der supplerer hinanden godt.

Fakta – Lauritz.com

Lauritz.com er et internationalt auktionskoncept med afsæt i Danmark. 25 auktionshuse fordelt i Danmark (13), Sverige (8), Tyskland (3) og Belgien (1). Ca. 340 ansatte.

Lauritz.coms stifter og ejer, Bengt Sundstrøm, købte i 1998 det lille traditionelle Lauritz Christensen Auktioner, der blev etableret i København i 1885. I 1999 lancerede Bengt Sundstrøm www.lauritz.com, som blev det første auktionshus i verden, der gik over til rene netauktioner. Virksomheden har udviklet sig til Nordens førende kvalitetsauktioner på nettet.

I 2001 blev Mette Rode, nu Sundstrøm, ansat. Først som vicedirektør og siden 2003 som administrerende direktør. Mette og Bengt fandt sammen privat i 2005, og er i dag gift og driver virksomheden sammen. Han som bestyrelsesformand og hun som adm. direktør.

Forretningsidéen er at forene de bedste elementer fra den traditionelle auktionsverden, ekspertisen og eftersynet, med moderne informationsteknologi på internettet. Missionen er at afvikle kvalitetsauktioner på internettet inden for kunst, designklassikere, antikviteter og samlerobjekter.

Koncernen omsætning i 2014 DKK 1,047 mia.

 


Læs artikler i samme kategori