Volvo V60 Cross Country – Elegant Svensker til mudderpølen

Biler Luxury / Lifestyle

Skærmbillede 2015-12-16 kl. 16.41.43

Elegant svensker til mudderpølen

Delight Magazine har testet den nye Cross Country model fra Volvo, som er bygget på V60-modellen. Vi kan allerede nu røbe at det er den mest helstøbte Cross Countrymodel til dato.

Volvo har de seneste år eksperimenteret med deres Cross Country (CC) modeller. Opskriften er kendt og er ved at blive et Volvo-speciale. Tag en eksisterende model, gerne en robust bil, hvorefter man hæver frihøjden, designer bilen med nye kantlister og beskyttelsesskjold, så bilen får et tilpas offroadlook, men samtidig oser af aktiv livsstil.

Det hele startede i 1997

Selve begrebet Cross Country opfandt Volvo tilbage i 1997, hvor de introducerede deres første 4X4 model (AWD) i form af V70 Cross Country.. Bilen blev både startskuddet for Volvos XC-modeller, som senere har været betegnelsen for deres SUV-udgaver, som XC90 og XC60, men også til en hel ny biltype.

V70 XC var i 1997 lidt af et forsøg fra Volvos side, og var som nævnt baseret på et st.Car setup med firehjulstræk, grove skærmkanter og ekstra frihøjde. Det viste sig at kunderne tog vældig godt i mod modellen og siden hen er Cross Country -modellerne løbende udvidet og udgør i dag en stigende andel af Volvos salg.

” Det handler ikke om at råbe op og prale, men elegant at skille sig en smule ud fra mængden, og signalere at man vælger en aktiv livsstil til. ”

Konceptet har en række andre bilmærker i dag kopieret, og bygger således biler efter samme karakteristika.

Volvo har også selv leget videre med ideen, og præsenterede i 2013 V40 Cross Country. Med Cross Country modellen af V40 ønskede Volvo at tænke CC modellerne mere bredt, og det er i det udgangspunkt, at de præsenterer den nye V60 CC, som nu igen skal udfordre konkurrenterne på nogle områder, hvor Volvo står utrolig stærkt, nemlig omkring den aktive livsstil og det at vise omverden at man tager stilling, og gerne vil bruge bilen som en aktiv del af sit liv, både arbejdsmæssigt såvel som i fritiden.. Her opererer Volvo med noget essentielt og må siges at ramme tidsånden. Derfor er vi også her på redaktionen ret begejstrede for Volvo’s nye tiltag og modeller, og vi kan afsløre at der er mange flere interessante nyheder på vej fra Svenskerne.

Volvo’s Cross Country koncept er i dag mere baseret på image end et decideret arbejdsredskab. Signalværdien og muligheden for blød offroad-kørsel er bilens varemærke og det er her bilerne differentierer fra resten af trafikanterne. Det handler ikke om at råbe op og prale, men derimod elegant at skille sig en smule ud fra mængden, og signalere at man vælger en aktiv livsstil til.

I dette perspektiv er V60 Cross Country helt tro mod opskriften. Den skiller sig ikke markant ud ved siden af en normal V60.

Skærmbillede 2015-12-16 kl. 16.42.32

V60 Cross Country tæt på

Der skal ikke mange kilometer til før man er dus med bilen. Modellen, som vi tester er D4 med 2,0 liters diesel moter med 190 hk. Motoren er harmonisk, og flytter bilen overleget uden at gøre meget væsen af sig støjmæssigt.

Når man sætter sig bag rattet er alt som man kender det fra den almindelige V60-model. Det betyder lækkert interiør og god ergonomi. Det er en virkelig lækker arbejdsplads, hvor sæderne som altid er et af Volvos helt store aktiver. Uanset model så levere Volvo sæder og en siddeposition i en klasse for sig. Man lægger straks mærke til forskellen på CC-modellen og resten af V60/ S60 sortimentet. Frihøjden er nemlig mærkbar i denne model, og man får associationer til en regulær SUV model. Noget man ikke helt oplever på samme måde hos lillebror V40 CC.

Frihøjden er hele 6,5 cm højere i V60 CC-udgaven, hvilket giver en total frihøjde på 21 cm. Det giver ikke kun noget på det visuelle udtryk, men kan virkelig også mærkes i kabinen. Den højere siddeposition giver et bedre overblik i trafikken, nøjagtig som andre Crossover-modeller. (mindre SUV-biler, som Audi Q3, Mercedes GLA mv.)

Uanset model og bilmærke så forsøger bilproducenterne at få deres store SUV-modeller til at køre som St.cars, og det er der en grund til. Skal SUV-biler køre bedre, så skal de nærme sig St.Car opsætning. Det løser Volvo ved at bygge V60 CC ud fra en St.Car platform. Bilen kører virkelig godt og er helt stabil, også ved høje hastigheder. Man har stort set ingen form for vindstøj i kabinen, som ellers normalt kan optræde i højere biler.

Skærmbillede 2015-12-16 kl. 16.42.54

Med og uden firhjulstræk

Bilen fås med og uden AWD (firehjulstræk), men uanset udgave kalder V60 Cross Country i den grad på, at man en gang i mellem tager bilen med ud på ufremkommelige skovveje. Det prøvede vi i praksis en regnvåd efterårsdag ved Tirsbæk gods. Ønsker man at bruge bilen aktivt til offroad er AWD et must. Men her er det også imponerende at se, hvad bilen så kan i praksis.

Skærmbillede 2015-12-16 kl. 16.43.07

Motorer og priser

Model: Volvo V60 Cross Country

Motor: D4

Effekt: 190 HK

Gearkasse: 6 trin manual / 8 trin-automat

Km/L: 23,8 km/l (manuel)

Co2: 111

Energimærke: A+

Pris: 574.083 (Momuntum)

 

Alle V60 CC er udstyret med samme specielle paneler for og bag samt på siderne, mens skærmforøgere og integrerede afgangsrør afspejler mere karakter.

Alt i alt en fed bil, som skiller sig ud fra mængden og kører virkelig godt. Er man til Volvo eller har man en aktiv livsstil, er denne bil svær at komme udenom.

Skærmbillede 2015-12-16 kl. 16.42.21


Læs artikler i samme kategori