Audi A6 Allroad quattro

Biler Luxury / Lifestyle

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.43.15

Business, quattro og aktiv livsstil.

Tag med på en rejse med en bil, som både tager dit job og passion for aktiv livsstil alvorligt. Læs om Audi A6 Allroad quattro, som ikke blot er et godt arbejdsredskab, men en eventyrer, som får dig til at rykke grænser.

Kalenderen skrev uge 29 – tid til lidt ferie. Gerne en aktiv ferie. Én hvor man oplever at verden er større end vores egen lille andedam og flade landeveje. Planen for ferien var lagt. Vores fokus var på en aktiv ferie, hvor racercykler og løbesko var en del af bagagen. Første stop omhandlede 3 cykeldage i de italienske bjerge i nærheden af Garda søen. Herefter gik turen videre til storbyen Milano, hvor ferien blev kombineret med nogle møder og virksomhedsbesøg. Dernæst besøgte vi et vinresort i det nordlige Piemonte. Ferien afsluttede vi i Davos i Schweiz, hvor vi skulle prøve kræfter med ekstremløbet Swiss Alpine i 1500 meters højde.

En sådan rejse krævede en god rejsekammerat. Én som var klar på eventyr, én som havde erfaring – og endeligt én som havde udseendet og kvaliteterne i orden, til at begå sig i bjerge, såvel som i storbyen.

For at kunne opfylde alle ovenstående krav, skulle bilen have nogle specielle egenskaber. Vi fandt vores rejsekammerat hos Audi Fredericia. En Audi A6 Allroad quattro med 313 dieselheste. Bilen repræsenterer erfaringer, med Audis 30 årig historie indenfor quattro firehjulstræk, og med aktiv luftundervogn der både kunne sænke bilen samt give op til 18,5 cm frihøjde var denne klar til eventyr, uanset underlagets beskaffenhed. Vi havde store forventninger, og følgende artikel er en beskrivelse af vores rejse med den elegante eventyrer.

Audi A6 Allroad quattro.

Audi A6 Allroad quattro blev første gang præsenteret i 1999, som Audi’s svar på en manglende SUV i programmet. Audi opfandt et kompromis mellem en almindelig st. Car og en regulær firehjulstrækker. Konceptet blev en succes og A6 Allroad quattro har været i modelprogrammet siden. Seneste udgave er nummer 3 i rækken og siden 1999, har A6 Allroad quattro også fået en lillebror i form A4 Allroad quattro.

Siden begyndelsen har A6 Allroad quattro været udstyret med luftundervogn samt individuelt interiørdesign og endvidere plastikskjolde til at beskytte bilen i terrænet. Med årene er bilen blevet mere og mere sofistikeret. I dag er der mindre skovhugger-stil – og mere aktiv business over modellen. Foruden offroad-egenskaberne som luftundervognen, tilt angle og hill-holderfunktion , så er bilen identisk de andre A6 modeller.

Bilen, som vi havde med på rejsen er topmodellen med Audi’s stærke 3,0 TDI motor med 313 hk og 650 Nm og biturbo. Der findes i alt tre dieselmotorer til Allroad quattro. Alle med 3,0, men med forskellig effekt. Mindste motor lyder på 204 hk, og mellemste effekttrin har 245 hk. Ydermere fås A6 Allroad Quattro også med den meget sprøde 3,0 liters TFSI benzinmotor. Det er bare som om at temperamentet i Allroaden, både til langturen og terrænkørslen, går bedre i spænd med de lækre dieselmotorer. Modellen med de 313 dieselheste, har et oplyst forbrug på 14,9 km/l og kører fra 0-100 km/t på 5,3 sekunder. Accelerationen føles lige så imponerende, som tallene ser ud.

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.44.04

Når man, ved første øjekast, ser Audi A6 Allroad quattro, kan det være svært at se perspektiverne og meningen med modellen. Personligt, har jeg altid haft et godt øje til disse semi-offroad modeller, som også bliver mere og mere populære i markedet.

 

Mine forventninger til bilen var tornhøje. Der gik dog et par dage, før vi rigtig fandt hinanden. Lad os slå fast med det sammen. En Audi kører godt – uanset model. Derfor er det også detaljerne, som er forbeholdt de enkelte modeller, som udgør forskellen. Det kan dog være svært at se og mærke ved de første indtryk. Et godt eksempel er Audi’s quattrosystem. Man mærker ikke en forskel i udgangspunktet, men over tid oplever man forskellen. Noget jeg vil komme tilbage til i forhold til min rejse.

 

Audi A6 Allroad Quattro er en stor bil med en vægt på 1.985 Kg, og kører selvfølgelig som en stor bil. Dog fik jeg hurtigt indset luftundervognens klare kvaliteter. Der findes 4 grundindstillinger samt en individuel indstilling, hvor man manuelt kan vælge indstilling i forhold til programmerne: ”Dynamic”, ”Comfort”, ”Efficiency” og endelig ”Allroad”. Først og sidstnævnte får enten bilen til at sænke eller hæve sig. Indstillingerne får bilen til at fungere sammen med dig. Det kan lyde mærkeligt, men når man først har vænnet sig til de forskellige køreindstillinger, så fungerer bilen og føreren på en helt særlig, og harmonisk måde. En følelse, som skaber sikkerhed og selvtillid i trafikken samt terrænet.

 

Turen rundt i Europa.

Turen startede en tidlig morgen med kurs mod i Italien. Målet var 1585 km i et stræk. Her fik vi lov at opleve bilen på motorvejen – en disciplin, som den mestrede til perfektion. Ikke noget med svampet eller gyngende kørsel, som man ellers godt kan opleve i semioffroader og crossovers. Luftundervognen får bilen til at ligge fuldstændig stabilt på vejen. Her kører bilen som enhver anden Audi. De 313 hk gør Allroaden ganske overlegen på motorvej, og de to turboladere, af forskellig størrelse, hjælper hinanden med at pumpe luft ind i motoren. Den lille turbo reagerer hurtigt ved lave omdrejninger, og i takt med en højere fart begynder den store turbo at hjælpe til, for til sidst helt at overtage. Kombinationen betyder et enorm moment på 650 Nm fra 1500 – 2750 omdrejninger i minuttet. Kilometer efter kilometer svæver bilen henover asfalten med overlegne kræfter, som er perfekt afstemt med den 8 – trins automatgearkasse. En ren fornøjelse.

I kabinen er man helt afslappet. På strækninger med tresporet motorvej, og fartpiloten på 170 km/t ligger bilen med blot 2100 O/min. i 8 gear. Man føler nærmest, at man er passager i et tysk hurtigtog. Bilen kører som på skinner. Her kan man ellers nyde kabines opbygning og samlekvalitet. Det tager ikke lang tid, at konstatere Audis lækre interiør. Mange undersøgelser og test viser gang på gang, at Audi er klasseleder, hvad gælder samle – og materialekvalitet i kabinen. Det er ingen undtagelser her. Bag rattet føles Allroaden mindre end de ydre dimensioner angiver. Instrumentbordet er rettet mod chaufføren og man får hurtig kontrol over den store bil. Selvom bilen kører på store hjul – som også skal kunne begå sig i terrænet, er det ikke noget man mærker ved høje hastigheder på motorvejen. Alt spiller perfekt sammen. Uanset udgangshastigheden, er accelerationen mærkbar til langt over 200 km/t.

”På strækninger med fri hastighed, får man hurtig fornemmelsen af at dette diesellokomotiv er en af kongerne på Autobahnen”.

Det intelligente Quattro-system skaber en balance i bilen, som er meget imponerende. Ser man rundt omkring sig, på de andre tyske medtrafikanter, kan man også se at flere af bilerne, uanset bilmærke, er udstyret med firehjulstræk. Årsagen til dette, fik jeg syn for 250 km nord for München. Vi kørte i et kuperet terræn med lange bløde motorvejskurver. Pludselig begyndte det at regne kraftigt, og kørselssituationen blev en helt anden. De varme asfaltveje blev hurtigt meget våde og glatte. Det generelle tempo faldt, mens koncentrationen steg. Regnen piskede ned, og vinduesviskerne kom på overarbejde. Dog slog det mig, at der stadig var biler som fortsatte deres march-fart i tredje motorvejsspor. Jeg noterede mig, at bilerne som overhalede mig i regnperioden blandt andet omfattede en Audi Q5, Audi A3 og en VW Passat, som alle var udstyret med firehjulstræk. Der indså jeg ideen med firehjulstrækket, selvom man ikke kører regulære SUV’s. Bilens balance og sikkerhed er en helt anden – og det var tydeligt, at de biler havde en stor fordel i det våde føre. Allroaden fik os også sikkert igennem det regnvejr og vi ankom på destinationen til korrekt tid. De 1585 km blev tilbagelagt på 16 timer, og vi var næsten helt friske da vi stod ud af bilen.

Ved første destination i Italien gjaldt det 3 dages cykling i bjergene omkring Prada de Montagne. Cyklerne blev pakket ud af Audiens store bagagerum – to racercykler inkl. Hjul, udstyr samt sko, hjelm mv. Den store bagklap er fuld automatisk, hvilket var en stor hjælp.

Efter et par hårde cykelture – tog vi Audien med ud på de samme ruter i bjergene. Her viste den igen sin overlegne evne til at håndtere det store karosseri i fuld kontrol. På nogle af de små stikveje (bjergstier) fik vi mulighed for at afprøve bilens offroad-egenskaber. Der var bestemt ikke tale om en militærbane, men et par stejle grusveje, hvor bilens ”hill climber” system gjorde det rigtig godt. Med systemet slået til forcerede bilen stejle ned- og opkørsler uden dramatik. Fuldstændig, som sad man i en hardcore offroader. Tilbage på asfalten var det svært at holde sig fra bilens ”Dynamic” funktion. Lyden fra V6’eren, som mest af alt lyder som en stor V8’er, bliver i denne indstilling mere højlydt og speederresponsen mere intens. Allroaden kunne uden problemer lege med de andre ”rigtige” sportsvogne, som boltrede sig i de Italienske serpentinersving.

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.44.18

Dynamisk Business

Turen til Milano bød på helt andre udfordringer. Her skulle midtbyen passeres, og bilen skulle tage sig godt ud foran hotellet og i andre forretningsmæssige sammenhænge. Her nyder man godt af udviklingen, som allroaden har været igennem. Nyeste model har ikke samme traktor-look, som andre lignende biler kan have tendens til. Folk som ser bilen, kan se at man har taget stilling i forhold til ens livsstil, og gerne vil symbolisere dynamisk business. På den måde kan man sige, at det er en bil, som er blevet ét med tiden. Man er dynamisk og aktiv både i jobbet og fritiden.

I Milano syner Allroaden stor ved siden af de mange små by-biler og scootere. Bilen føles dog ikke klodset, grundet den hurtige speederrespons, det gode vejgreb samt den meget direkte styring.

På vejen fra Milano til vores destination i Piemonte, blev bilen kørt i programmet Efficency, som betød overraskende gode forbrugstal. Allroaden kørte på dette stræk med en gennemsnits snit på 18,5 km/l. Alt i alt må jeg konkludere, at bilen levede fuldstændig op til sit angivne forbrugstal (14,9 km/l). Over en strækning på 1000 km, med blandet kørsel, og med fokus på økonomikørsel, opnåede bilen faktisk en gennemsnitsforbrug på 16,2 Km/l.

De små bakker i Pimonte var ingen udfordring for den elegante eventyrer. Dog havde vi stor glæde af luftundervognens geniale opsætningsmulighed. Vejene i dette område af Italien minder mest om gamle østeuropæiske forhold, og her transporterede bilen os i enten ”Allroad” –eller ”Comfort” tilstand. Det betød at de hullede veje blev reduceret til minimale bump i kabinen.

Vores sidste destination på rejsen var den Schweiziske bjergby Davos. Udover ekstremløbet SwissAlpine, er byen bl.a. også kendt for World Economic Forum, som hvert år bliver afholdt på deres store Konference Hotel ”International”.

En bjergby som Davos er uden tvivl et sted hvor man vægter firehjulstrukne køretøjer meget højt. Flere steder skiltede Audi også med ”Home of quattro”, og det må man sige det er. Her var Allroaden er del af mængden og blandt de mange aktive løbere, i store Schweiziske biler – kom værdien af Allroadens fokus på Businesscar og aktiv livsstil, til sin ret. Interesserer man sig en smule for løb, så bliver man nødt til at prøve SwissAlpine. Dette ekstremløb samler folk, og man befinder sig godt i de lækre Schweiziske omgivelser, hvor Allroaden komplementere herlighederne på fornemste vis.

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.43.52

 

Biler i denne klasse bliver typisk købt med følelser. Efter 2 uger rundt i Europa, med den elegante Allroad, sidder følelserne også helt uden på tøjet. Jeg er ikke bare vild med bilen – den har fået mig til at rykke nogle grænser og åbne mine øjne. Specielt for Audis geniale quattro-system. Så hvis man vil have de bedste præstationer og mere end 30 års motorsportshistorie med i købet – så skal man vælge Audi med quattro – uanset model! Audi A6 Allroad quattro er for dem, som vil vise de har taget et valg med hensyn til livsstil. Uanset om du er triatlet, marathonløber, eller har brug for at trække en hestetrailer, så er A6 Allroad quattro den Audi du altid har drømt om. Audi A6 Allroad quattro, er ikke bare den mest alsidige bil i Audi- programmet, det er én af de mest alsidige biler i verden. Uden tvivl!


Læs artikler i samme kategori