Begyndelsen på et kaffeeventyr i Sydeuropa

Business

dsc_7988

Fra drømme til virkelighed – begyndelsen på et kaffeeventyr i Sydeuropa

Hvad der startede som en såkaldt ’specialetur’ rundt i Sydeuropa, hvor kandidatspecialerne skulle skrives, inden karrierelivet ventede på den anden side, blev i stedet startskuddet til at realisere en iværksætterdrøm langt væk fra storbykontorerne i det moderne Danmark. Dette er en beretning om de første skridt på rejsen og om at bryde med normer og forventninger fra omverdenen.

Når efteråret gør sit indtog, og dagens få soltimer bruges omringet af hvide kontorvægge, hænder det, at vi som mennesker fyldes med drømme. Drømme om noget bedre, større eller bare anderledes. Drømme om det græs på den anden side, der muligvis er grønnere. Man drømmer måske om at flytte til et nedlagt landbrug med urtehave og frodige tomatplanter, om at skifte øvelokalet på Amager ud med Orange Scene eller forfølge en iværksætterdrøm. Vi har mødt Kaare Munch Nielsen og Anders Bodenhoff Vejby for at høre deres fortælling om at forfølge drømmen om et kaffeeventyr under de sydligere himmelstrøg.

Vi mødte dem på Copenhagen Coffee Lab, hvor store dele af deres specialer i erhvervsøkonomi og jura er skrevet, og hvor deres baristaoplæring har fundet sted.

– Den er ikke alene en af Københavns bedste specialty coffee-barer, men gutterne hernede har stillet viden, tid, lokaler, kaffebønner og sødmælk til rådighed for vores oplæring, og så har vi brugt mange timer på at udvikle vores koncept og forretningsplan her, fortæller Kaare.

_mg_0223

Et roadtrip der ændrede fremtiden

De to fyre kender hinanden tilbage fra deres hjemstavn, Frederikshavn, hvor de har haft deres opvækst. Selvom de boede 300 meter fra hinanden, var det først gennem ishockeytræningen, at de mødtes.

– Der var kutyme for, at drenge i Frederikshavn spillede ishockey. Kaare spillede selvfølgelig på førsteholdet og jeg selv på andetholdet, og så kunne man ikke rigtigt tale sammen. Det stod i uskrevne regler, fortæller Anders og kigger hen på en smilende Kaare. – Det var egentligt først i gymnasietiden, at vi begyndte at tale sammen, og det var også her vi lærte Peter, vores tredje partner, at kende.

Efter tiden i Frederikshavn flyttede Kaare og Anders til Aarhus for at begynde deres studier i erhvervsøkonomi og jura. De har begge netop afleveret deres specialer og stod for ni måneder siden til at skulle påbegynde karrierelivet i henholdsvis konsulent- og advokatbranchen efter at have været ansat som studerende i de respektive brancher. Anders skrev i februar 2016 under på en fuldmægtigkontrakt med et af landets største advokatfirmaer med start i september 2016. Men livet har siden da taget en drejning for de to herrer, og det hele startede på en rundrejse i Sydeuropa i autocamper, som de betegnede som ’specialeturen’.

Kaare bemærker: – Der blev dog ikke skrevet så meget speciale. Men sent om natten på de tyske motorveje faldt samtalen på, om det virkeligt var meningen med vores liv at skulle ende i store kapitalistiske virksomheder og arbejde uendeligt mange timer for andres imperier. Og vi blev hurtigt enige om, at det var det nok ikke.

Så spørgsmålet de skulle have besvaret var, hvad de så skulle bruge tiden på. Peter, der i forvejen havde en kaffebar, Copenhagen Coffee Lab, var medrejsende på turen, og derfor var det oplagt for de unge mænd at lege med tankerne om at stifte en kaffebar – i udlandet, for det var et af kriterierne: At de skulle lære et nyt sprog, fremmed kultur og at de ikke mindst skulle væk fra den danske vinter.

– Vi lavede to søjler, der begge gik fra 1-100. Den ene målte lyst og var hele turen over 90, mens den anden målte realisme (’hvor realistisk er det, at vi gør det’) og startede på 3, indtil den efter en måneds tid var oppe på 90. Mens vi var på vej op af et bjerg på racercykler, fik jeg spurgt Kaare, hvad det var, der manglende for at få de sidste 10 med, og han var vist bare generelt lidt usikker på det hele, fortæller Anders i et smil – måske fordi han er klar over, at det hele lyder lidt skørt.

_mg_0310

Samarbejde er primus motor

Det er deres oplevelse, at deres tredje kompagnon, der har rollen som mere passiv investor og bliver i Danmark, har gjort en kæmpe forskel: ”Peter var jo med fra starten og var en afgørende faktor i, at vi endte med at springe ud i det. På turen havde vi i fællesskab skrevet et udkast til den e-mail, der skulle sendes afsted til advokatkontoret, hvor der stod, at jeg ikke kunne starte som fuldmægtig, fordi jeg blev nødt til at forfølge en iværksætterdrøm i udlandet”, beretter Anders og fortsætter: ”Peter blev ved med at presse mig i måske både sjov og alvor til at sende mailen afsted. Han spurgte tit: ’Er det i dag vi sender mailen, er det i dag vi sender mailen?’”. Kaare forklarer, at Peter samtidigt har bidraget med langt mere: ”Peter er en meget kompetent barista, kafferister og forretningsdrivende, og han har givet meget til projektet. Herunder oplæring af Anders og jeg som baristaer, know-how om det at drive kaffebar og endelig har vi gennem Peter fået adgang til den københavnske kaffeverden – og allerede opbygget et godt netværk i kaffemiljøet”.

Selvom Peter pressede på, havde Kaare og Anders dog aftalt, at de ikke kunne sende mailen før rejsefeberen havde lagt sig. Dette overholdt de også, i hvert fald i nogle uger, indtil Anders på en bjergskråning ud for Firenze i det tidlige april tændte det trådløse wifi i autocamperen og trykkede ’send’ i udkastet til e-mail. Derpå åbnede han en flaske bobler og bevægede sig ud til vennerne i solen. Her blev han modtaget af Kaare, der med julelys i øjnene fik udbrudt: ”Har du sendt mailen?!”. Herefter var der ingen vej tilbage.

De to unge mænd har siden da arbejdet intensivt sammen, og om deres samarbejde beretter de to: ”Der er naturligvis en kæmpe fordel i vores indbyrdes sparring. Den er meget afgørende for kvaliteten af de resultater, vi skaber. Vi arbejder meget perfektionistisk og detaljeorienteret. Og det kan godt være krævende, at begge arbejder på den måde, men samtidigt har vi det tit sjovt med det”. De beskriver, at de er to forskellige beslutningstyper. Kaare er er en mere velovervejet og gennemtænkende type, mens Anders måske er lidt mere impulsiv og handlende. Sammen med deres forskellige baggrunde som jurist og erhvervsøkonom skabes en god synergi i beslutningsprocessen, fordi de oftest må mødes på midten, eller give sig for den andens sagkundskab.

_mg_0232

 

Cupenhague og danskhed

Kaffebaren skal være dansk i al sin enkelthed, og den skal ligge i Barcelona. De to danske baristaer skal servere kaffe i et industrielt indrettet lokale med danske design-møbler og med dansk kunst på væggene. Kaffen vil de riste selv i kaffebaren på en ’Giesen-rister’ (Rolls Royce’n inden for kafferistere, red.), og den er lyst- til mellemristet, som i kaffekredse også er kendt som en skandinavisk rist. De har valgt navnet Cupenhague for at understrege konceptets danskhed. Navnet skal lede tankerne hen på København, hvis voksende kaffekultur og kulinariske muligheder de begge er begejstrede for gennem deres tid i byen.

”Vi vil gerne være med til at udbrede den kvalitet som Danmark står for. Kvalitet afspejles i eksempelvis den danske fødevarer- og møbelindustri. Derfor har vi stor fokus på dels kvaliteten af den kop kaffe, vi serverer, men også på hele kaffebaren som et opholdsrum”, beretter Kaare.

De unge herrer føler, at de repræsenterer et segment, der ikke nødvendigvis følger de vante normer. De har mødt megen begejstring fra andre, der ikke endnu har turde taget springet. ”Det er denne fortælling, vi gerne vil fortsætte med at fortælle og inspirere med. Vi vil skabe en atmosfære, hvor det er tilladt at tænke anderledes, og et miljø hvor folk har lyst til at drømme og ikke mindst dele disse med andre”, fortæller Anders begejstret.

Hvorfor følger I ikke den sikre vej?

Det er lysten til at være herre i eget hus og at skabe noget, man kan se vokse og vide, at hver beslutning har en potentiel indflydelse på udbyttet og udviklingen af virksomheden. ”Ja, kvinder får jo børn, mens mænd bygger imperier”, siger Kaare med et glimt i øjet. For dem er det altså lysten til at stifte virksomhed og at sætte sit aftryk her i verden, der driver værket, selvom de nu er begyndt at nørde kaffe ned i den mindste detalje. De bemærker, at det i virkeligheden er lidt tilfældigt, at valget netop er havnet på en kaffebar, men at de først efterfølgende har begyndt at dyrke passionen for specialitets- og kvalitetskaffe.

”Det der driver os er, at vi ikke kan lade være. Jeg har taget mig selv i at arbejde til ud på natten med at skrive forretningsplan, at udvikle konceptet, skabe brandet, skrive mails til fremmede folk og tilegne mig viden. Det er det der med at stå på helt usikker grund, der er så sexet ved det. Og så elsker jeg at møde mennesker på den måde, man gør som iværksætter. Der kan opstå relationer og samarbejde med alle mulige mennesker, der har et potentiale, som man ikke før tænkte over var der”, siger Anders.

De to mænd fortæller, at det i virkeligheden handler om at kunne tage afsked med frygt. Det er frygten for at fejle og frygten for, hvad andre tænker, man skal sætte sig ud over. Samtidigt med at det er en opvejning af risiko kontra muligheder: ”Vi løber selvfølgelig en økonomisk risiko, men den største risiko er, at der kan ske noget med venskabet. Vi er forberedte på, at vi af og til kommer til at være rivendes uenige – og gudskelov for det. Forskelligheden har indtil videre vist sig som en styrke, hvor det bedste argument vinder eller vi i fællesskab er kommet frem til en løsning, som ingen af os havde tænkt på i første omgang,” fortæller Kaare og bemærker: ”Siden vi sprang ud i det, har vi ikke et sekund fortrudt det eller forsøgt at vende om”.

”Jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke lykkes med det. Eller selvfølgelig, hvis jeg skal forholde mig rent realistisk vil jeg jo ikke nægte, at der er en mulighed for det. Men jeg tror egentligt, at det er drivet; det at man kun kan se det ske, inden det er sket, der er noget af det væsentligste. Jeg har intet problem med at se en bankmand i øjnene og stå inde for, at banken på den ene eller anden måde får sine penge igen”, fortæller Anders. Samtidigt vurderer de to fyre heller ikke, at broerne i deres forhenværende brancher brændes ved ikke at forfølge de mere traditionelle karrierestier med det samme – tværtimod.

_mg_0272

En positiv tilgang til udfordringer er essentiel

Drengene mener ikke selv, at de har mødt deres største udfordringer endnu, men forklarer dog, at de har stødt på enkelte: ”Overordnet set er det jo som at starte en hvilken som helst anden virksomhed med alt, hvad det indebærer fra at udvikle et koncept, finde finansiering, finde lokaler, stifte selskaber, sætte sig ind i regler og så videre – men denne virksomhed har også krævet, at vi blev baristaer, at vi flytter til udlandet og dermed også lærer spansk. Og det er mange af disse ting vi på nuværende tidspunkt fortsat arbejder med,” fortæller Kaare.

I Barcelona eksisterer der et system med licenser i forskellige kategorier – såkaldte traspaso – således at man kun kan servere eksempelvis kaffe, hvis man har en sådan licens. Disse er alle optaget i de mest centrale kvarterer, og det kræver derfor, at man erlægger en afståelsessum. Det har været en betydelig forhøjelse af deres anlægsudgifter og er nogle penge ’som bare er ude at svæve’, som de nymodne baristaer udtrykker det.

”Det var da også lidt af en mundfuld første gang, vi blev afvist af en bank. Men det fik vi hurtigt vendt til noget positivt: At tage erfaringerne med os og opdage, at vores tilgang på daværende tidspunkt måske ikke var den rigtige. Og det er i virkeligheden meget sigende for den mentalitet, det kræver: Ens tilgang til ’problemer’” siger Anders og laver citationstegn i luften med sine fingre, mens han forsætter: ”Man kommer til at få mange nej’er, men det skal ikke forhindre én i at prøve at opsøge heldet. Ofte er det bare et enkelt ja, man har brug for, og så er den lange liste af nej sådan set ligegyldig. Når der opstår udfordringer, forsøger vi at identificere en løsning, som vi i fællesskab skal arbejde hen mod. Vi bestræber os på at have fokus på de områder, som vi kan påvirke og lader være med at bekymre os om de forhold, vi ikke selv kan ændre”, forklarer Anders.

Dertil kommer at drengene allerede har sprunget deres oprindelige tidsplan og har haft visse udfordringer med at overbevise familien om idéen. ”At tidsplanen er sprunget skyldes, at vi fra start af har været tidsoptimister. Ja, og så har det været lidt af en udfordring at overbevise vores forældre om, at det var en god idé at bryde ud af de sikre stier i livet, men det er jo forståeligt nok,” forklarer Kaare og tilføjer ”efter de har opdaget, at vi virkelig brænder for idéen, kan jeg mærke at de selv drømmer med”.

Drengene har bestilt envejs-billetter til Barcelona, hvor jagten på det rette lokale og opbygningen af et lokalt netværk for alvor sættes ind.

De efterårsdrømme, vi går rundt med, kan realiseres. For livet byder på et hav af mulighed, der står åbne for alle. Det bevidner Kaare og Anders’ fortælling om.


Læs artikler i samme kategori