Det fascinerende Chianti

Rejser

Skærmbillede 2015-02-18 kl. 17.54.12

En Chianti-elskers bekendelser

Der findes næppe steder i Italien, hvor der findes så mange historiske steder og bygninger på så forholdsvist lille et område som i Toscana. Mange danskere – og turister i det hele taget, valfarter år ud og år ind til Toscana; Italiens charmeklud, den romantiske region, renæssancens højborg og hvad regionen ellers plastres ind i af superlativer og rosende beskrivelser. Og der er for så vidt ikke nogle af disse antagelser der er forkerte. For Toscana er hamrende charmerende, syngende romantisk og så fuld af kunst, kultur og historie at det vi herhjemme betegner som historiske levn blot må sidestilles med udstillingen på et museum for moderne kunst.

Dog er der et nærmere præciseret område af Toscana, der om noget sted har stjålet Deres nærværendes hjerte og smagsløg – nemlig Chianti. Området, der groft sagt ligger mellem to af Italiens mest charmerende byer, nemlig Firenze og Siena.

Mange vil vide, at Chianti er noget man i sin tid hældte på bastflasker – de såkaldet fiascoer – og at man under – og særligt efter indtagelse heraf – blev, for nu at blive i landet, stang Palermo. Men, men, men. Glem alt om det, for i Chianti – det rigtige Chianti, laves nogle af de fineste, letteste og samtidig mest velafbalancerede vine, nemlig Chianti Classico-vinen fra vingårdene kun fra dette område. Bevares, der laves da et utal af vine, der er noget værre sprøjt, men der produceres en endnu større mængde vine af meget høj kvalitet.

Men dette er jo ikke en artikel til et vinblad, selv om man bliver en kende vinøs af at være i området. For næppe findes der steder, hvor ikke bare vinstokkene, men også slotte, klostre, kirker og enorme monumenter på det nærmeste vælter op af den grønklædte jord og står elegant og majestætisk som siger de: vi var her først og har vundet hævd på at være mest elegant. Og elegante er der ingen tvivl om, at disse bygninger er – og rustikke også.

Dybt inde i Chianti, tæt på en Gaiole, står således klostret Badia a Coltibuono klippefast og monstrøst på en bakketop. Første gang, anden gang, tredje gang – ja, hver gang man kommer op for enden af skovalléen og ser majestæten over alle klostre, bliver man på det nærmeste gudfrygtig. Synet er ganske enkelt så bjergtagende, at man fristes til ikke at tro sine egne øjne.

Men hvad klostret syner udefra er på det nærmeste intet at regne i forhold til det man møder når man passerer den gamle klosterport og træder ind på gårdspladsen og videre ind i salene, vinkælderen, bibliotekerne og ind i cellerne, der nu er meget elegante og særdeles bekvemme værelser til leje på dagsbasis. Foruden de otte værelser er der fem lejligheder af forskellig størrelse, der ligeledes er elegante, bekvemme og meget rummelige.

Klostret kan med sikkerhed dateres tilbage til 1051, hvor man ved, at den reformerte Benedicter-orden, Valambrosierne, stiftede Badia a Coltibuono; Den Gode Høsts Abbed. Disse munke kunne populært sagt andet end deres fadervor – de satte nemlig gang i de første beplantninger af vinstokke. Lykken fandt de i arbejdet – og måske resultatet af høsten, for arealerne med vinstokke voksede og hurtigt opstod en blomstrende virksomhed med produktion og salg af vin. Da området blev belejret af General Napoleon og hans titusind mand, fandt samme general da også ud af, at dette sted ikke var så ringe endda. Napoleon smed munkene på porten og overtog selv stedet, der nu var mere sekulariseret end helligt. I 1846 købte en florentinsk bankmand klosteret, området og produktionen og det er denne bankmands familie udi sjette generation, der endnu er de lykkelige ejere af stedet.

Gennem de seneste halvandet hundrede år har familien Stucchi-Prinetti drevet det vidt, for familien har ikke blot holdt sig til jordbrug og olivenolie, men var også fra 1874 til 1926 en af landets førende producenter af cykler, senere også motoriserede cykler og endnu senere med på bølgen, da de første automobiler produceredes. Forkærligheden for cykler holder stadig ved – dog i en noget anderledes form. Klostret huser nemlig en del af det klassiske cykelløb for vintage-cykler, l’eroica, der løber af stablen den første søndag i oktober. I dette løb stilles visse krav til både cykler og ryttere. For eksempel må cyklerne ikke være yngre end 50 år og skal naturligvis være lavet af stål. Derudover skal rytterne, hvad enten de vælger at køre 38, 75, 135 eller 205 kilometer sætte større pris på rødvin, ost og pølse end på energibarer, pulverdrikke og andre præstations(angst)fremmende hjælpemidler. Også under løbet, hvor man ofte vil møde rytterne siddende i vejgrøften med en klase druer i hånden – vurderende årets forestående høst. I det hele taget er løbet en smeltedigel af passionerede mennesker, der udover at nyde livet og naturens goder, også nyder samværet og måden at komme frem i landskabet ad de grusbelagte landeveje.

Men tilbage til klostret. Som gæst på klostret – uanset om man bor på værelse eller i lejlighed, har man hele (!) klostret og klosterhaven inklusive swimming pool til rådighed. Den særdeles smukke renæssance have har masser af listige gemmesteder – populært kalder romantic hide aways – samt en meget stor krydderhave. Denne haves råvarer er til fri afbenyttelse. Men hvorfor nu en kæmpe urtehave i et kloster, der i det daglige er kontorer for vinhandel og bolig for feriegæster? Jo, det er der ikke mindre end to rigtig gode grunde til. For det første ligger netop udenfor porten Ristaurante Badia a Coltibuono, der ikke blot er særdeles anerkendt for sit rustikke gourmet-køkken. Alene restaurantchefen, den unge Riccardo, må vel anses for at være blandt de bedste tjenere i landet. Samspillet mellem ham, det øvrige personale i restauranten og køkkenet får det hele til at gå op i en højere enhed. Læseren skal ikke trættes med lange menuer – blot skal det herfra understreges, at besøger man området, vil det på det nærmeste være en forbrydelse mod alle sanser ikke at besøge denne restaurant. En anden væsentlig grund til den velvoksne urtehave er den verdensberømte kokkeskole, der er på klostret. Skolen blev i sin tid påbegyndt af den daværende ejer, Lorenza de’ Medici, der er en legende indenfor blandt andet madlavning, kokkeskoler, madprogrammer og kogebøger. Undervisningen foregår på engelsk (eller italiensk, om man vil) og varetages i dag af den florentinske super-kok Andrea Gagnesi, der med et umiskendeligt glimt i øjet guider sine elever gennem den toscanske madhistorie, der ikke har ændret sig grundlæggende de sidste tusind år. Hvorfor skulle man også ændre en helt fantastisk madkultur, når man blot kan supplere og forny udfra det gældende princip om, at mad og råvarer bør tages alvorligt og udvises den fornødne respekt?

Ikke blot haven står til fri disposition for gæsterne. Det samme gør de enorme stuer, der med de hvide vægge med de store og meget smukke kalkmalerier, kan få enhver gæst til at synke ned i de dybe sofaer og bare kigge med lige dele forundring og dyb respekt. Man kunne selvfølgelig også herfra nyde et glas af klostrets vin, der vel må betragtes som noget af områdets bedste. Ikke mindst klostrets berømte Chianti Classico Riserva, løfter Chianti-vine op på et meget højt, internationalt niveau. Det er da heller ikke uden grund, at den to af de tre søskende, nemlig Emanuela og Roberto Stucchi Prinetti, er internationale kendisser indenfor vin-verdenen. I parentes kan nævnes at den tredje af de tre arvinger har været manden bag klosterets restaurant.

Endelig må altså ikke glemmes klostrets vinkælder. Den lader sig nu heller ikke glemme idet man nærmest ikke har mulighed for at undgå en tur herned. Med nedgang i den ene side i en af klostrets gange bliver man i underjordiske kældre ledt gennem bygningens undergrund, der indledningsvis præsenterer de enorme fade – i de næste rum de noget mindre barriques for at havne i det aller-helligste, nemlig den antikke vinkælder, hvor der ligger tusinder af flasker vin helt tilbage fra midt i 1900-tallet.

Kører man fra Badia a Coltibuono fem kilometer sydpå i retning mod Siena, kommer man til en af Chianti- vinbyerne, Gaiole in Chianti. Efter yderligere fem kilometer, hvor man i øvrigt har kunnet se flere middelalderborge og andre majestætiske bygningsværker samt en bjergtagende natur, kommer man til endnu et mere end tusind år gammelt bygningsværk, nemlig slottet Castello di Tornano; der kan oversættes til noget i regning af slottet, hvortil man vender tilbage. Og hvem der vender tilbage, hvorfor – og i ledtog med hvem, det ville de tykke mure kunne berette mange historier om. Måske er murene netop så tykke, fordi de har skullet modstå mange intrigante handlinger, plot, blodsudgydelser og rivaliserende handlinger gennem tiden. Det har der da også været god tid til. De ældste dateringer af slottet findes nemlig helt tilbage til år 790, hvorfor der kunne skrives tykke bøger om slottets historie. Det er der også gjort, med disse skal ikke citeres her. Dette skal være stedet hvor der berettes om slottes nutidige fortræffeligheder.

Og der er rigeligt af fortræffeligheder at berette om. Som gæst på slottet har man som hovedregel to muligheder: vil man bo i overdådige værelser på selve hovedslottet, hvor man vil finde suiter og tårnværelser der ligner noget en Disney-film ville kunne annektere direkte til en klassisk prinsesse-film samt mere almindelige (meget komfortable) værelser med aircondition og marmorbadeværelser, eller ønsker man at bosætte sig i de mere rustikke og landligt indrettede lejligheder, der alle har privat ude-område, fælles grill-områder samt adgang til den special-designede pool, der ligger under det mægtige tårn, og er formet som en aftenskygge af dette.

Der er på slottet en restaurant der både fungerer som morgenmadsrestaurant samt middags-restaurant – ikke blot for slottets gæster, men også for den lokale befolkning samt øvrige gæster i området. Som de fleste andre restauranter i området, bygges menuerne op om den lokale madtradition under anvendelse af slottets egen særdeles gode olivenolie. Mor Anna i køkkenet taler flydende italiensk – og ikke et ord andet. Men hvad gør det, når man sagtens kan betro hende den opgave at stille ens sult med velsmagende, toscansk mad? Og til maden hører naturligvis slottets egen rødvin. Og den er bestemt ikke ringe. Alene det, at den holdes indespærret i den gamle fangekælder med den rigtige temperatur, den rigtige fugtighed og den rigtige lysmængde vidner om, at man ikke blot tager produktionen, men også opbevaringen alvorligt.

Slottet har siden 1970-erne tilhørt endnu en florentisk familie, nemlig familien Selvolini, der i dag er repræsenteret med fire søstre. Disse søstre og deres ægtefæller står hver især for meget specifikke opgaver i forbindelse med den daglige drift af Castello di Tornano. Det er således – som man vil opleve rigtig, rigtig mange gange i Italien, familien, der på godt og ondt driver en virksomhed. Som en del af driften – og fordi slottet ikke tilvejebringer uanede mængder af vin, entrerer man med nabo-vingården, Borgo Casa al Vento, der ejes og drives af Francesco Gioffreda, der netop er gift med den ene af søstrene. Derfra leveres en mængde af høj-kvalitetsvin som man også vil kunne nyde på Castello di Tornanos restaurant. I parentes kan nævnes, at Borgo Casa al Vento også har en særdeles lækker restaurant samt ferieboliger med lejligheder, pool og tennisbane, der ligger aldeles pittoreskt i bjergene bag slottet.

På slottet har man erkendt, at det ikke er et badehotel man driver, men et sted, hvor turister søger til få at få oplevelser – eller i hvert fald have muligheden. Der er derfor gjort adskillige tiltag for at gøre en slotsferie attraktiv og vedkommende. For det første er der naturligvis mulighed for at besøge vinkælderen samt indtage et lettere måltid mellem flaskerne og hele Chianti-duften. Desuden er der tænkt på, at mange gæster i Toscana – og måske specielt i Chianti – kommer, fordi de blandt andet gerne vil opleve gennem mund og mave, men også gerne vil have oplevelser og færdigheder med derfra. Derfor tilbydes der i lighed med tidligere omtalte kloster en kokke-skole, hvor man som gæst selv får fingrene i pastadejen og selv er med til at frembringe den toscanske mad-ånd. Lektionerne sluttes naturligvis af i restauranten, hvor kursisterne i fællesskab indtager den frokost, der gennem de seneste timer er blevet lavet i køkkenet. Om aftenen er restauranten åben med ude-servering under det store, karakteristiske sejl. Her sidder man så og beskuer en lille del at verden, hvor tiden føles som er den både gået i stå og pulserer for fuld udblæsning. Når mørket falder på og man får lyst til at sidde både blødt og behageligt, kan man som gæst på slottet trække ind i de store stuer og pejsestuer i bunden af slottet. Herinde kan man under store billeder der viser slottets historie samt de tidligere ejere, der er foreviget på enorme malerier, nyde den vin og grappa, man har medbragt fra restauranten. Hvis man trænger til at få pulsen op kan man søge tilflugt i tårnet. For man får faktisk temmelig høj puls af både adgangen til – men også udsigten fra – tårnet. Her oppefra kan man stå, eller sidde om man vil, og beskue store dele af Chianti-distriktet og konkludere, at netop her må være det smukkeste sted på jorden.

Slottet er også indehaver af en mindre rideskole, der giver muligheder for at opleve Chianti fra hesteryg. Der undervises efter en bestemt metode, så hvad enten man er øvet eller begynder, vil der være mulighed for at deltage. Desuden er der på slottet tennisbane, bordtennis samt mulighed for at arrangere ballonflyvning.

Uanset hvor man vælger at besøge i Toscana, bør – i det mindste en dagtur – ind i Chianti tænkes ind i programmet. Dette er Europas vugge – og selv om man er mere end tusind år gammel kan man altså stadig være moderne.


Læs artikler i samme kategori