I hælene på florentinerne i det ægte Firenze

Luxury / Lifestyle Rejser

Morgenvandring, uskrevne regler og skæve butikker

– i hælene på florentinerne i det ægte Firenze

Af Flemming S. Andersen, You Go, www.you-go.dk

Det er de mest utrolige begivenheder, der kan få én tidligt ud af fjerene om morgenen. For eksempel har Deres nærværende en svaghed for gåture meget tidligt på dagen. Vel at mærke, hvis natten er blevet tilbragt i en større, italiensk by. De fleste normale mennesker vil tage sig til hovedet og prise sig lykkelige for, at de ikke er ramt af netop dén skavank, men det er altså om morgenen – før gaderne er trange af turister med selfie-periskoper og bæreposer fra mærkevarebutikker, at the real life udspiller sig. Det er om morgenen, at de friske råvarer leveres til restauranterne, det er om morgenen, at espressomaskinerne højtryksrenses og det er om morgenen, at bunker af friske blomster og nyplukkede tomater køres ind på markederne, for at pryde og fryde de lokale byboeres hjem og ganer senere på dagen.

Denne morgen er alligevel en smule anderledes, for der er nemlig på forhånd et erklæret mål med turen: Piazzale Michellangelo –Michelangello-pladsen, der ligger Oltrarno – på den anden side af Arno; floden der skærer sig igennem Firenze og adskiller byens østlige, vestlige og nordlige bydele fra den sydlige. Og det er netop til denne del af Firenze, dagen skal dedikeres.

I sig selv er Piazzale Michellangelo ikke specielt seværdig, for det er egentlig bare en terrasse med et antal kopier af nogle af Michellangelos mest berømte statuer. Der ud over er der en mængde souvenirboder, der fra midt på formiddagen sælger cowboyhatte, masker, blyanter og nøgleringe til de lidet mobile gæster, der i praksis vælter ud fra den ene bus efter den anden. Det man kommer her efter er to ting: gåturen her til og udsigten her fra. Pladsen ligger så højt, at der er et helt ubeskriveligt vue over en af verdens mest fantastiske byer. Når solen er rigtig – og det er den ikke lang tid ad gangen – så funkler de gul-orange farver i Arno fra de små boder på Ponte Vecchio i en enestående sammensmeltning med de røde tage på Firenzes huse. Her kaster solen sine stråler ned i floden og man ser den store mængde af broer, der forbinder Firenzes to bydele. Og vender man næsen i en anden retning, vil man se, at lige der ude lever det øvrige Toscana sit helt eget, stille og fredelige liv mellem cypresser, vinmarker og olivenlunde.

Turen her til går via Ponte Vecchio, den gamle bro med de mange farvestrålende små boder med voldsomt dyre guldsmede og smykkemagere. I øvrigt den eneste bro, som nazisterne ikke sprængte i luften under deres tilbagetog i slutningen af anden verdenskrig. Til gengæld bortsprængtes bygningerne på hver side af broen for at spærre for tilkørslen hertil. Dette ser man den dag i dag beviset på, idet restaureringen af bygningerne hviler på nyere beton. Der har nok været en enkelt italofil og historisk orienteret naziofficer, der anså bortsprængning af broen som et tab af uvurderlig skønhed. Det var ellers ikke meget skønhed at hente tilbage i tidernes morgen, hvor de små boder var beboet af byens slagtere, der uden skrupler og bekymringer, kastede deres affald over skulderen og direkte i floden. Der skulle have været en fæl stank fra de rådne rester af opskårne heste, grise, køer og får samt et uskønt syn, når hønserøve og gedeøjne drev ind til kanten op gloede op på de ellers så romantiske florentinere, der slentrede en aftentur langs floden. Denne uhumskhed blev dog i 1565 for meget for Hertug Cosimo 1., som hver dag skulle passere broen for at komme fra sit hjem til kontoret, Uzzifi. Derfor slagtede han butikkerne og placerede alle byens guldsmede på ræd og række i hver sin lille, farvestrålende butik.

Som en kompensation for den tidlige morgenvandring, endog inden caféernes åbning, går turen nu forbi den gigantiske Boboli Park og det enorme Palazzo Pitti i retning mod Oltrarno down town. Både Boboli Parken, der er enhver haveentusiasts Waterloo, og Palazzo Pitti, ænses knapt, for nu er der kun én ting, der gælder: kaffe. Og kaffe er en både alvorlig og folkelig sag i Italien – således også i Firenze. Hvor vi her hjemme bliver stillet over for svære udfordringer – ikke mindst økonomiske – hvis vi bevæger os ind på en kaffebar, så er der i Italien ikke så meget pjat. En kaffe er en espresso; stærk, varm og drukket på 30 sekunder. Punktum. En Euro på disken og ud af klappen igen. Mere kompliceret er den sag ikke. Og dog, for der er selvfølgelig mulighed for at lave en mere avanceret morgenrutine. Men man er nødt til at være klædt på til de uskrevne, italienske regler – og dem er der mange af – når man drikker kaffe. Hvis man skulle formaste sig til at bestille en latte, ja, så er man selv ude om, at man får serveret et glas mælk. Det er nemlig dét, latte betyder. Man kan til nød bestille en cappuccino – men kun om morgenen. Bestillinger af cappuccino på andre tider af døgnet vil blive serveret med en hovedrysten – hvis overhovedet serveret. Man kan i yderste nødstilfælde bestille en macchiato, der er en espresso med en sjat mælk. Vover man sig ud i den kamp, må man være beredt på at tage stilling til, om man ønsker en macchiato fresco eller en macchiato caldo. Bestiller man en fresco, er mælken, der hældes i kaffen kold, hvorimod man får varm mælk i sin caldo. Og på vej ud af caféen endnu en lille uskreven regel: Generelt er italienerne pæne i tøjet og kunne for eksempel aldrig drømme om, at stikke fødderne i et par hvide tennissokker. Man vader heller ikke ned efter morgenbrød iført et par joggingbukser, badesandaler, uredt hår og den t-shirt, man indtil for få minutter siden sov i.

Iført anstændig påklædning og kampklar dopet af kaffe, er Deres bedrevidende nu klar til at inhalere stemningen i kernen af Oltrarno, der huser en stor del af alt, der er en anelse skævt og para-florentinsk. Vi kender udmærket de små, skæve specialbutikker fra danske byer. Skulle man finde to, måske endda tre specialbutikker, hvor af den ene måske endda har udeservering, er vi ikke blege for at udnævne gaden til Byens Latinerkvarter. Har man oplevet Oltrarno i Firenze, vil den udnævnelse om muligt klinge endnu mere hult end ellers, for findes der et såkaldt latinerkvarter i Firenze, så er det netop her. Det er her, man først og fremmest møder de arbejdende værksteder, men her er i lige så høj grad specialbutikker. Det være sig alt fra antikvariatet, der sælger originale rustninger fra middelalderen, til den hippe butik med højt house music og et aldrig tidligere set udvalg af forme til isterninger, bordskånere og avisholdere i alle former.

Der er selvfølgelig en grund til, at netop disse butikker ligger i Oltrarno, og ikke på den anden side af broen, hvor den ene mærkevarebutik efter den anden ligger til ekstremt bekostelige huslejer. Tidligere – helt tilbage til før 1500 – var dette område faktisk ikke en del af Firenze, men var et mindre fint, til dels landligt, udkantsområde til Firenze. Det var her, de små (kunst)håndværkere placerede deres små værksteder for at have let adgang til byen. Og selv om tidligere omtalte Hertug Cosimo1. købte det endnu ikke færdigbyggede Palazzo Pitti for at flytte på landet, har traditionen med de små værksteder i området hængt ved. Og selv om Medici-klanen fik hovedsæde i området og dels udbyggede Palazzo Pitti til et gigantisk bygningsværk samt anlagde den ligeledes enorme Boboli park, så fortsatte de små arbejdende værksteder som en kontrast til den stigende mængde af palazzi og den kyske facade på Santo Spirito-kirke.

Netop pladsen udenfor Santo Spirito kirken, Piazza di Santo Spirito er i dag et yndet sted for florentinerne, når de sammen med deres venner og bekendte holder gruppeterapi på hyggelige caféer med udeservering, eller når markedet bugner af friske råvarer og spændende kunsthåndværk.

I virkeligheden kan der ikke siges nok godt om området Oltrarno. Det er her, de ægte florentinere gennem generationer har boet og drevet deres virksomheder. Restauranter inklusive. Og der er ingen tvivl om, at den samlede mængde af de bedste, men ikke dyreste restauranter, findes netop her. De lokale fra området vil sjældent bevæge sig på den anden side af floden for at spise, for som de udtrykker det – begrebet Made in Italy findes her. Her er der masser af små piazzaer, der alle har mindst ét serveringssted. Det kan være vinbarer og bogcaféer, hvor man slænger sig i dybe stole sammen med en avis, et blad eller en bog fra hylden, og hvor tjeneren ved lige så meget om litteratur som om vin og kaffe. Det kan også være et beskedent pizzeria, hvor der serveres pizzaer, så de dansende grønne engle synger eller det kan være en af de mange restauranter der hver især har deres egen version af gedigent, toscansk mad.

Generelt er det ovenud hyggeligt og hjemligt at færdes i kvarteret, hvor de lokale ser tilfredse ud med livet, og hvor der er en afslappet, behagelig og uhøjtidelig omgangstone. Selv om området på mange måder er et anti-shoppingkvarter, skal man alligevel ikke forvente, at man bare kan drive rundt, uden at blive fristet. Netop fordi kvarteret har så mange specialbutikker, kan man sagtens blive fristet over evne. Forskellen her er blot, at det man får med her fra, med stor sandsynlighed ikke findes i andre butikker i byen – eller i Danmark. Navnligt hvis man har hang til antikviteter eller vintage-varer, er Ontrarno et særdeles farligt område at bevæge sig rundt i. Dog skal man heller ikke vide sig for sikker, hvis man er mere til moderne og utraditionelt interiør; denne type af butikker og værksteder er ligeledes særdeles godt repræsenteret. Det vil for de fleste, om man er til nyt eller gammelt, være en oplevelse at besøge Domus Aurea på Via de’ Serragli. Her vil man opleve en butik, der udbyder en sjælden blanding af anti-mainstream og sofistikerede varer.

I modsætning til de lokale, der sidder tæt og larmer charmerende på udendørscaféerne, vælger Deres vandrende pind at gå forbi Boboli parken, der som nævnt er en enorm park i forlængelse af Palazzo Pitti, og videre til den noget mindre prætentiøse Bardini have. Haven, der ud over at vise en samling barokke haver, også byder på et eksklusivt udsyn over Arno og det historiske, centrale Firenze. Og så er det i Bardini Haven, men kan søge tilflugt fra den til tider strenge sol under store buske af blåregn. Men den egentlige årsag til, at eftermiddagsvandringen netop går til Bardini Haven er, at haven er forholdsvis ny – og dermed ukendt i de brede turistkredse. Haven åbnede for publikum i 2005 efter at være blevet gødet med 12 millioner Euro. Er man interesseret i historiske bygningsværker og haveanlæg, og skal man fragtes til sådanne i bus, vil man i de fleste tilfælde blive sat af ved Palazzo Pitti og den tilstødende Boboli Park. Af netop denne grund er Bardini Haven langt mindre besøgt og i de fleste tilfælde kun af lokale.

Med hånden på hjertet må dog indrømmes, at turen mest var ment som en tvangsforflytning fra det heftige liv i Oltrarno down town. For hvad havde været bedre end bare at liste sig ind på den ene vinbar efter den anden, når man nu er i vinens land? Og oven i købet til en pris, som de danske latinerkvarterer burde blive spanskrøde i hovedet over. Men – Deres ovenud fornuftige falder ind i mellem for fristelsen at gøre noget, der egentlig strider imod eget ønske. Naturligvis med den forventning, at lykken må stå den kække bi, og at en bonus venter i nærmeste fremtid.

Og som forventeligt: efter at have forladt den botaniske have og kigget ind på et par af de små, hyggelige vinbarer, lod Deres udhungrede sig forsvinde ind på restaurant Il Guscio på Via Dell’Orto, hvor der skulle vente en fantastisk aftenmenu. Restauranten serverer både fiskeretter af høj kvalitet, pastaretter, der tilberedes her og nu – fra pappardelle med hvid kaninsauce til hjemmelavede ravioli med ricotta og scamorzaoste serveret med cherrytomater og spinatpesto, over restaurantens fortolkning af den klassiske T-bone steak, Bistecca alla Fiorentina. Atmosfæren er hyggelig, servering hjertelig og udvalget af vine seriøst. Samme gode oplevelser kan tilskrives restauranterne Antico Ristoro di Cambi og Trattoria Da Carmine samt snesevis af andre gode spisesteder, som Deres stopmætte ved andre lejligheder har frekventeret.

Aftenen nærmer sig det tidspunkt, hvor der kun er tilbage at søge over guldsmedebroen og hjem på hotellet. Næste gang bliver boligen en af de fantastiske lejligheder i Oltrarno, som Deres rejsende har adgang til, for ganske vist er Firenze fantastisk i området rundt om Duomo, men i Oltrarno føler man sig ikke som gæst, men som enhver anden person i kvarteret. Hvilket i øvrigt lige så vel kunne være en gæst.


Læs artikler i samme kategori