J. Antony Copenhagen – Der sker noget magisk når vi tager jakkesættet på!

Business

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.35.35

Behold bare jakken på

Kombinationen af luksuriøse metervarer og en personlig kundeoplevelse resulterer hos J. Antony Copenhagen i noget, som alle mænd har brug for – nemlig et jakkesæt, der passer helt perfekt.

Hvis man har sat sine ben i Italien, vil man givetvis have bemærket, at de italienske mænd klæder sig markant anderledes, end vi kender det her i Danmark.

Selvom solen står højt på himlen, og varmen trykker, så ser man et væld af italienske mænd, der har trukket i jakkesættet. Om de sidder på en fortovscafé med en espresso eller drøner gennem trafikken på en scooter, er fællestrækket, at de har valgt det klassiske jakkesæt, og man kan se, at der er tænkt over tingene. Tøjet sidder skarpt, og man kan glemme fordommene om, at et jakkesæt kun bruges til konfirmationer og begravelser.

Med det i baghovedet er det da heller ikke sært, at virksomheden J. Antony Copenhagen starter i Italien, når de skal levere et jakkesæt i Danmark.

– Vi samarbejder med nogle af de dygtigste italienske metervareproducenter såsom Lanifico F.lli Cerruti, Loro Piana og Vitale Barberis Canonico, der også leverer til mange af de store og kendte modehuse, siger Lasse Lendal, der er salgschef hos J. Antony Copenhagens afdeling i Aarhus.

De gode metervarer er grundstenen, når J. Antony Copenhagen skal lave et jakkesæt, og det er netop, hvad virksomheden gør. J. Antony Copenhagen blev stiftet i 2012 af Anton Jesuthasan og Thue Thalund Nielsen, og i dag har virksomheden en afdeling i både København og Aarhus.

Den unge og dynamiske virksomhed koncentrerer sig om at levere luksuriøse jakkesæt til de kræsne købere, der sætter pris på personlig service og det håndværk, som det kræver at lave et jakkesæt, som sidder helt perfekt.

– Vores kernesegment er forretningsmænd i alderen fra 30 til 60 år, som har gang i karrieren, og som har brug for et godt jakkesæt, siger Kristian Fæste, der er sælger i J Antony Copenhagens afdeling i Aarhus.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.35.52

Made to measure

Det er fuldstændig afgørende, at jakkesættet sidder godt, og gennem de seneste år har udviklingen da også rettet sig mere mod, at vi danskere tør bære tøj, der sidder mere til, og som er tilpasset vores facon.

– Fittet er afgørende, når man skal have et jakkesæt. De gode metervarer, som vi arbejder med, gør det lettere at få tøjet til at sidde godt, men det kræver samtidig, at skrædderkunsten i opbygningen af sættet er i orden, forklarer Lasse Lendal.

Hos J. Antony Copenhagen arbejder man med det, der kaldes made to measure, og det adskiller sig markant fra de jakkesæt, som man normalt finder i almindelige herretøjsbutikker.

– Når en kunde besøger os, bliver han målt op, og efter fire til seks uger kan vi have et sæt klar, som er tilpasset kunden fuldstændig, siger Kristian Fæste.

Man kan altså sige, at made to measure-konceptet placerer sig mellem en stangvare fra butikken og et skræddersyet jakkesæt, hvor det sidstnævnte ofte kræver flere tilpasninger og besøg hos skrædderen, inden det kan leveres. Hvis man vælger et ready-to-wear jakkesæt fra J. Antony Copenhagen, hvor kvaliteten på metervarerne er den samme, er leveringstiden et sted mellem en enkelt dag og en uge.

– Vi gemmer målene, og på den måde kræver det i virkeligheden blot ét enkelt besøg hos os. Det er vigtigt for mange af vores kunder, da de har en travl hverdag, siger Lasse Lendal, der tilføjer, at jakkesættene ligeledes kan leveres personligt hos kunden, når de kommer hjem fra fabrikken.

Ved bestilling hos J. Antony Copenhagen får man desuden en garanti for, hvor længe det valgte stof er på lager, så man ikke ender i en situation, hvor man vil bestille et par ekstra bukser, hvor metervaren er udgået af produktion.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.36.03

75 sæt hænder

Antony Copenhagen har tilsluttet sig den italienske skole, hvor man anvender minimalt indlæg i skuldrene, hvilket giver jakken et naturligt fald. Jakkesættene indeholder canvas af hestehår, som er med til at forme blazeren til din kropsbygning og gør den mere åndebar. Her adskiller J. Antony Copenhagens jakker sig fra mange af de stangvarer, man kender fra butikkerne, da de ofte vil have et fyld af kunststof, da hestehår er et mere kostbart materiale.

Vejle Ø Delight 16.02.02 J. Antony Copenhagen18649

– Alle vores jakkesæt bliver produceret i Europa, og jakkesættene er lavet efter gammel, traditionel italiensk produktionsmetode og går igennem 75 hænder før det er færdigt. Det syes/hæftes sammen og der benyttes ikke lim, hvilket gør, at jakkesættet er mere modtagelig over for rens. Den italienske produktionsmetode er der kun meget få fabrikker der mestrer i dag, forklarer Kristian Fæste, der tilføjer, at de 75 syersker på fabrikken, der arbejdet på et enkelt jakkesæt hver især har sit speciale, og at der samlet set går 3,5 kvadratmeter stof til et jakkesæt.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.36.49

Et alsidigt jakkesæt

En af de helt store fordele ved J. Anothny Copenhagens dedikation til kvalitetsmetervarer er, at det giver et jakkesæt, der er åndbart og let.

– Når et jakkesæt er så let, som vores er, så har man slet ikke lyst til at tage det af, når man sidder på kontoret, eller når man kommer hjem, forklarer Kristian Fæste.

Og generelt ser Kristian Fæste og Lasse Lendal da også helst, at flere mænd tager jakkesættet på – og beholder det på.

– Jeg synes, at vi oplever, at jakkesættet helt generelt er blevet mere uhøjtideligt, og dermed også mere anvendeligt i hverdagen, siger Lasse Lendal.

Hos J. Antony Copenhagen er blå den mest solgte farve, men de to herrer fra showroomet i Aarhus spår, at vi i fremtiden vil se andre farver spille ind.

– Jeg tror, at lyse sæt i beige og grå, vil komme mere frem, men selvfølgelig vil de blå og sorte sæt ikke forsvinde, forklarer Lasse Lendal og forsætter:

– Samtidig tror jeg, at den stil, som man eksempelvis ser i Matador vil komme tilbage. Jeg har stor tiltro til, at flere vil vælge at gå med vest og at flere tør tage en stilmæssig chance med et dobbeltradet jakkesæt.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.36.33

 

En personlig oplevelse

Når man besøger J. Antony Copenhagens showroom i Aarhus, kan man bruge timevis på at bladre i bøger med stofprøver, fra de fine italienske metervarerproducenter, og man kan nyde en kop espresso, mens man prøver et af de mange jakkesæt, som er på lager. Det er vigtigt at bemærke, at det netop er et showroom og ikke en butik.

– Vi vil gerne gøre det til en oplevelse, når kunderne besøger os. Derfor vil de ikke opleve, at der kommer en masse andre kunder samtidig, eller at vi ikke har tid til dem, for det er kun dem, der er her, forklarer Lasse Lendal, der nævner, at de showroomet ofte bliver besøgt af vennegrupper eller en flok kolleger, der sammen tager ud og kigger på jakkesæt.

– Vi havde for nylig besøg af en gruppe på syv drenge, som var her en aften, hvor vi serverede tapas og rødvin, og talte om tøj. Jeg tror, at de endte med at bestille to jakkesæt hver, siger Lasse Lendal.

Som en anden service tilbyder J. Antony Copenhagen også at komme ud til eksempelvis et fredagsarrangement i en virksomhed, hvor de vil vise varerne frem og tage en snak om produkterne.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 13.36.58


Læs artikler i samme kategori