Karin Salling – En glæde at glæde andre

Executive Topnyhed

Skærmbillede 2014-07-28 kl. 10.00.28

En glæde at glæde andre

Karin Salling er næstformand i Salling-fondene, der hvert år uddeler millioner af kroner til kulturelle formål. Hun fortæller her om sit liv med købmand og direktør Herman Salling, om sin store passion for galopsporten og om glæden ved at glæde andre

Blikket er fast, stilen er sikker og udstrålingen markant. En høj, rank og velklædt kvinde, elegant, smilende og selvsikker. Hun fylder hele rummet og hun er 100 procent til stede i samtalen. Taler roligt, eftertænksomt og har let til smil og kvikke replikker.

– Jeg er spændt på, hvordan ”Sir Henry” kommer fra start i dag. Han har været fantastisk, men som med så meget andet går det op og ned i galopsporten. Han er tæt på at have vundet en million, måske vi når det i dag?

Vi møder fru Salling på Jysk Væddeløbsbane i Århus på en af de store galopdage. Hendes otte-årige galophest, ”Sir Henry”, der er tidligere derbyvinder, skal starte, og hun har sat dagen af til væddeløb.

71-årige Karin Salling er enke efter Herman Salling, ”den jyske matador”. Manden, der skabte Dansk Supermarked og som af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller blev benævnt som ”En gudbenådet købmand”.

– Jeg holder meget af at komme her på væddeløbsbanen. Jeg har selv fire galopheste, som er i løb en gang i mellem, men jeg kommer her også for at hygge mig med mine veninder, se galop- og travløb og spille lidt for sjov. Det er ikke de store beløb, jeg satser, men det er altid spændende, hvem der kommer først over målstregen.

– Min mand var interesseret i heste fra barndommen. Hans far, Ferdinand Salling, gik meget op i væddeløb. Men Herman mente ikke, vi skulle bruge tid og penge på den slags, da han var i fuldt vigør rent forretningsmæssigt. Jeg havde dog en anden mening, og jeg forærede ham en galophest, ”King Ferdinand”, til hans 75 års fødselsdag.

– Han blev glad og det blev starten på en dejlig hobby for os begge. Galopsporten har givet os utroligt mange fantastiske oplevelser, fortæller hun.

Han insisterede…

Karin Salling mødte Herman Salling til en nytårsfest på Hvide Hus i Ebeltoft i 1975. Hun var tandtekniker og model, 33 år og gift for anden gang. Han var 57 år med to ægteskaber bag sig. Herman Salling, ejer af Salling Stormagasiner og stifter af Dansk Supermarked, forelskede sig hovedkulds i den smukke Karin.

– Han spurgte om mit telefonnummer, og jeg sagde selvfølgelig nej, jeg var jo af sted med min daværende mand. Det var jo egentlig at gå over grænsen. Men Herman var meget insisterende, og han blev ved at kontakte mig og til sidst lykkedes det at få en middagsaftale i stand. Vi blev gift i Risskov Kirke i januar 1977, og det blev et pragtfuldt ægteskab, der byggede på kærlighed, ærlighed og respekt. Tredje gang blev lykkens gang for os begge.

– Herman var en mand, der fyldte meget. Ikke bare arbejdsmæssigt i sin koncern, Dansk Supermarked, men også i privatlivet. Vi fandt sammen i en harmoni og en respekt, og jeg var helt fra starten bevidst om, at han skulle have et modspil.

– Det startede jeg med at give ham, da jeg sagde nej til at give ham mit telefonnummer, og det var måske medvirkende til, at han blev ved. Og også med virkende til, at han havde respekt, hvilket han havde gennem hele vort samliv.

Donationerne

Efter Herman Sallings død i 2006 var Karin Salling ikke så meget fremme i offentligheden, men som næstformand for Salling-fondene, har hun igen fået en mere synlig rolle. Hun er med til at forvalte sin mands formue, og hvert år uddeler hun millioner af kroner i støtte til forskellige kulturelle formål og begivenheder, og hun deltager i mange arrangementer og begivenheder, hvor hun repræsenterer fondene.

Herman Salling sørgede for, at hans hustru på livstid har plads i bestyrelsen for Salling-fondene, som i de senere år har stået for store donationer.

– Det er en meget stor glæde for mig, at jeg kan være med til at uddele pengebeløb til kulturelle, kunstneriske og kirkelige formål. Det er meget vigtigt for mig, at Herman ikke bliver glemt, og man kan sige, at donationerne er min mands ”fodaftryk”.

– Jeg er selv storforbruger af kulturlivet, jeg går meget til koncerter og udstillinger, og for mig er det fantastisk, at vi kan være med til at støtte mange forskellige spændende kulturprojekter.

Fondene har givet økonomisk støtte til en række projekter i Aarhus, bl.a. Aarhus Teater, Den Gamle By, Tivoli Friheden, kunstmuseet Aros samt den samlede havnefront i Aarhus. I 2012 blev der doneret 220 mill. kr. og sidste år 68 mill. kr.

– Men det er ikke kun Aarhus, der har fået og som vil få fremover. Vi uddeler penge til projekter i hele landet, og det sker efter ansøgning, lyder det fra Karin Salling, der dog fandt det naturligt, at der i første omgang blev støttet en række projekter i sin mands hjemby.

Bliver på danske hænder

Karin Salling var også i mediernes søgelys, da det i begyndelsen af 2014 blev offentliggjort, at hun som næstformand i Salling-fondene var med til at sikre, at Dansk Supermarked forbliver på danske hænder. Salling-fondene købte yderligere 49 procent af aktierne fra A. P. Møller-Mærsk, og kom derved til at eje 81 procent af aktierne i Dansk Supermarked, der omfatter kæderne Netto, Føtex og Bilka.

– Det er en utrolig stor glæde for mig, at Dansk Supermarked kan blive på danske hænder. Det var Hermans ønske, og jeg er også selv overbevist om, at det er det bedste. Både for koncernen og for medarbejderne.

Stillede store krav til sig selv

I sin ledelse af virksomheden gav Herman Salling klare retningslinjer og sikrede en strømlinet organisation.

– Sådan er det stadig, hans ånd lever videre. Han stillede store krav til sine ansatte, f.eks. holdt han møde med ledergruppen hver lørdag formiddag. Når alle andre medarbejdere skulle på arbejde, skulle de øverste chefer også.

– Men han stillede også enorme krav til sig selv. Der var ikke et område i hele koncernen, han ikke kendte til, og han satte en ære i at kunne udføre alle funktioner, lige fra at køre truck til at stå bag kassen. Og han tog rundt til sine forretninger og tog del i alle opgaver på disse ture. Han interesserede sig for den mindste detalje.

– Jeg har meget stor tillid til nuværende direktør Per Bank, han er dygtig og han har et godt team. Det er vigtigt at have de bedste folk omkring sig, og jeg fornemmer, at han har fokus på de samme værdier, som Herman. Respekt for medarbejderne, krav om effektivitet og forventning om, at alle yder sit bedste.

– Når jeg tænker tilbage, er det fantastisk, at der for ca. 50 år siden blev indgået et samarbejde med skibsreder A. P. Møller, da det gav mulighed for udvikling af forretningerne. Men det er lige så fantastisk, at vi nu har sikret aktiemajoriteten i virksomheden.

– Min mand havde et tæt og nært venskab og samarbejde med Mærsk Mc-Kinney Møller, og de havde stor respekt for hinanden. De mødtes til frokost hos os et par gange om året, og de var de’s. Efter omkring 40 års venskab foreslog jeg dem, om det ikke var tiden at blive du’s. Det synes de begge var passende, og så blev de enige om, at de hellere måtte tage en skål på det, erindrer Karin Salling.

Dyr og friluftsliv

Karin og Herman Sallings ægteskab og samliv bar præg af parrets mange fælles interesser: Hunde, heste, jagt, fiskeri. Til manges overraskelse befinder fru Salling sig lige godt i gummistøvler og jagttøj som i stiletter og spadseredragt.

– Vi var begge glade for hunde, men vi var ikke helt enige om racen. Da vi skulle have vores første fælles hund, ville han have en schæfer hanhund og jeg en ruhåret hønsehund, tæve. Det endte med en schæfer tæve, og det var nok meget sigende for vores ægteskab. Vi indgik kompromiser og vi respekterede hinandens ønsker.

– Jeg er vokset op med hunde, min far var jæger og lystfisker, og det tog jeg med mig i mit liv. Herman havde den samme passion for lystfiskeri, og vi drog ofte af sted sammen, bl.a. på laksefiskeri i Norge. I dag fisker jeg stadig, gerne sammen med mine børnebørn, siger Karin Salling, der er i bestyrelsen for Dansk Laksefond.

Jagten har også betydet meget for Karin Salling, der har jagttegn men ikke længere er udøvende jæger.

– Jeg var med min far som klapper, når der var jagt på Skaføgaard på Djursland, men det sjoveste var trampejagten i min barndom sammen med min far og min bror, hvor vi gik hen over markerne.

Karin har i dag schæferen Darko, som følger hende stort set overalt, også når hun er på væddeløbsbanen.

– Hestene fylder meget i mit liv. Jeg har i dag fire galopheste, og jeg elsker at komme ud til dem og ikke mindst at se dem løbe. En hest er et fascinerende dyr. Prøv at kig en hest i øjnene, der er en dybde og det er et utroligt smukt dyr. Min mand havde den samme glæde ved heste.

Holdt butikkerne i gang

Karin Salling er en alsidig person, der favner bredt. Ud over hendes store glæde og passion for dyr og friluftsliv, har hun altid haft stor interesse og sans for tøj og mode.

– Som ung fik jeg et modeljob hos en fotograf i Aarhus som en sidebeskæftigelse til mit arbejde som tandtekniker. At være velklædt, har altid været vigtigt for mig.

– Herman var mådeholdende, og han spurgte mig ofte, om jeg nu også havde brug for det, når jeg kom hjem med et nyt stykke tøj, jeg havde købt.

– Det skal man jo ikke spørge en kvinde om. Selvfølgelig havde jeg brug for det, ellers havde jeg ikke købt det. Det forstod han nogenlunde, men han ville så i det mindste gerne have, at jeg købte det i vores egne forretninger. Og en gang, hvor jeg havde købt lidt stort ind, husker jeg han bemærkede, at selv om jeg støttede firmaet, skulle de jo ikke nødvendigvis leve af os…

– Herman havde humor, og vi respekterede hinanden. Jeg var ikke direkte med i forretningssammenhænge, men vi drøftede altid tingene, og han spurgte om min mening og tog mig med på råd, når der skulle træffes store beslutninger. På den måde fulgte jeg virksomheden på tæt hold.

Dagens faste program

Karin Salling fortæller, at Herman Salling formåede at kombinere sit travle forretningsliv med et godt familieliv. Rammen var den engelsk inspirerede herskabsvilla, ”Bella Vista”, i Skåde Bakker syd for Aarhus, hvor hun efter brylluppet i 1977 rykkede ind sammen med sin datter, Tina, og hvor Karin stadig bor i dag.

– Alt i hverdagen var timet og i faste rammer, en næsten skemalagt rytme. Vi stod op kl. 5.00, løb en tur, spiste morgenmad sammen hvorefter han kørte kl. 7.30. Han ville være på kontoret som den første, så han kunne se, om nogen kom for sent. Klokken 12.00 kom han hjem til frokost, hvilte sig og var tilbage på kontoret kl. 14.00. Vi spiste middag hver aften kl. 18.30, og han ringede altid, hvis han var forsinket. Også selv om det kun var få minutter.

– Vi levede ret enkelt, nogen vil måske sige sparsommeligt, men samtidig havde vi masser af spændende oplevelser, rejser og mødte mange mennesker.

– Jeg tror i al beskedenhed, at jeg gav hans hårde og travle hverdag med købmandskab og virksomhedsledelse nogle dimensioner og andre værdier, og vores fælles interesser havde stor betydning for vores forhold.

– Samtidig bakkede jeg ham op alt det, jeg kunne. Han havde en uhelbredelig sygdom, en lidelse på balance-nervesystemet, som gav nedsat mobilitet og gangbesvær i hans sidste år. Derfor var det nødvendigt med hjælp og fysisk støtte i den praktiske dagligdag.

Karin Salling ser med glæde tilbage på årene med Herman Salling, og er også glad for sin tilværelse i dag.

– Jeg lever et aktivt liv og jeg har det godt med at være involveret og engageret i mange ting, som giver mening og kommer andre til gode. Det er samtidig vigtigt at nyde de små positive ting i dagligdagen. Jeg mangler ikke noget, og det kan jeg takke Herman for.

– Vi var lykkelige sammen, og det skyldes ikke alene penge. De er rare at have, og de gør en masse ting i tilværelsen lettere. Men de vigtigste ting i livet kan du ikke købe for penge. Et godt helbred, et godt ægteskab og gode venner. Det tænker jeg ofte på, siger Karin Salling.


Læs artikler i samme kategori