Lars-Christian Brask – Netværk er vores fremtid

Klumme Topnyhed

Lars-Christian Brask

Netværket er vores fremtid

Forretning er drevet af relationer. Dine relationer er dit netværk. ”Vis mig, hvem du omgås – og jeg skal sige dig, hvem du er”, siges det.

Netværk er helt essentielt i hverdagen for os alle, der vil vedligeholde og udvikle vores viden og værdien af os selv på arbejdsmarkedet.

I den vestlige verdens skift fra industrisamfund til informations- og videnssamfundet er der flyttet værdi fra effektivitet og produktivitet til kreativitet og innovation. I det skifte er vores netværk en væsentlig faktor for at kunne følge med i udviklingen. Det er i vores omgangskreds, at vi henter viden og inspiration. Vi bliver klogere sammen.

Et netværk bør ses som et forum, der bygger på frivillighed, derfor er det at kunne give andre et udbytte et vigtigt element for at bibeholde relevansen.

Undersøgelser viser, at folk, som har en stor omgangskreds og et stort netværk af kontakter, som er involverede i professionelle og samfundsaktiviteter uden for deres arbejde og som er på udkig efter muligheder for at blive synlige, er mere succesfulde i deres karriere.

Det er ikke synlig for synlighedens skyld, men synlig på et grundlag; du har læring at tilbyde på erfarings- og vidensfronten.

Det at netværke eller pleje din omgangskreds er en uhyre undervurderet disciplin. Det kræver nysgerrighed, oprigtig interesse i andre mennesker, aktiv lytning og empati. Belønningen er enorm, når det lykkes at skabe relationer baseret på tillid.

Det at netværke er også at lytte og at indsamle informationer, at blive klogere og at blive udfordret på din forståelse, så du efterfølgende kan omdanne det til ny viden.

Personligt synes jeg, at det er fantastisk at få nye berøringsflader med andre arbejds- og interesseområder, der kan bidrage til øget kreativitet, innovation og udvikling. Det er jo lige det, som skaber vækst – det har vi behov for i Danmark i disse og fremtidige tider!

Netværk fungerer på mange niveauer fra familier op til niveauet for stater. Det spiller en kritisk rolle i afgørelsen af måden problemer løses på, organisationer styres på og på den grad vi som individer er succesfulde i at opnå vores mål.

Relevante netværk kan være med til at skabe muligheder som ville være svære at opnå på egen hånd.

Fremtidens vækst kan komme fra vores omgangskreds og dem vi kender og ved at forbinde dem. Vi skal opsøge og dyrke nye forbindelser, som passer til det vi har at tilbyde.

Vi er historisk et handelsfolk. Tænk bare på hvordan ØK en gang var vores store erhvervsflagskib som Novo og AP Møller-Maersk er det i dag. ØK var et hæderkronet verdensomspændende selskab som tjente sine penge ved at handle; finde en vare til salg og forbinde behovet til denne vare med en køber. Det var varer som tekstiler, mad, ingredienser og råvarer som ØK købte og sejlede fra specielt Østen til Vesten.

Vi skal stadig handle os ind i fremtiden. Det kan være en stor del af vejen frem – for os danskere – for at få vækst og afkast til vores lille samfund. Det kræver, at vi som nation skal tilbage til vores dyder som ligger i generne fra vikingetiden og som bl.a. skabte et selskab som ØK; vi skal ud og besøge, lære og samle information for at handle derpå.

Vi skal aggressivt netværke.

Andre steder producerer de billigere og mere effektivt end i Danmark, men vi skal finde de steder og de varer for derefter at sælge dem som handelsmænd (m/k) til de nationer og forbrugere, som ikke selv har en erfaring og kultur som handelsmænd. Det er bl.a. i Østeuropa, der ligger store muligheder for dansk handel.

Det, tror jeg på, er en stor fremtidig mulighed for vores samfund. Men uden kontakter, ingen forretning. Netværket er vores fremtid!

 

 


Læs artikler i samme kategori