Lars Juhl – Som leder skal du brænde igennem uden at brænde andre af og uden selv at brænde ud

Executive Topnyhed

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 12.08.28

Blev direktør i sit eget liv

Stressrelateret hjertestop tvang den succesrige erhvervsmand, Lars Juhl, til at ændre sit liv radikalt – men det var en svær proces og en lang rejse

– Mit liv var fyldt med lange arbejdsdage, pres og stress, masser af rejsedage og svære beslutninger. Jeg knoklede og kæmpede, og det førte mig til at skabe en milliardforretning. Men medaljen har en bagside, det fandt jeg ud af, den dag jeg døde.

Den succesrige karriere- og erhvervsmand inden for shipping- og rederibranchen, 46-årige Lars Juhl, forhenværende direktør for Scan-Trans og Intermarine, faldt livløs om med hjertestop en mandag i oktober 2011.

Han sad på sit kontor og talte i telefon, pludselig sortnede det for hans øjne og han faldt sammen. Stresset, udmattet, deprimeret. På Rigshospitalet fik han sit andet hjertestop umiddelbart efter det første, og han fik indopereret en pacemaker, dengang var han 43 år.

– Når du har set ind i dødsriget, sker der noget med dig. Men der skulle to hjertestop og en total nedtur med stress til, før jeg for alvor fattede det, fortæller Lars Juhl.

Lars Juhl var i god fysisk form og var på arbejde to måneder efter. Arbejdet kaldte, han måtte ”back to business” hurtigst muligt. Ræset fortsatte.

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 12.08.07

Kunne ikke stoppe

Udfordringer var der nok af på jobbet. Virksomheden var blevet hårdt ramt af finanskrisen og der skulle rettes op efter de dårlige år. Der havde været barske perioder med nedskæringer og fyringer, der var fusionsforhandlinger og et af de skibe, som virksomheden disponerede over, blev kapret af somaliske pirater, som tog personalet om bord til fange. Scan-Trans opnåede i øvrigt international anerkendelse for håndteringen af denne kapring.

Alt dette havde trukket store veksler på Lars Juhl, men end ikke to hjertestop kunne få ham til at geare ned. Der var fortsat masser af store udfordringer, der skulle løses.

– Da jeg vendte tilbage efter min sygdom, var det ud fra en betragtning om, at der var noget, jeg skulle have gjort færdigt. Vi indledte fusionsforhandlinger med Intermarine måneden efter jeg vendte tilbage på pinden. Jeg tænkte, at jeg skyldte at sikre min virksomhed på en ordentlig måde, og jeg så en fusion med Intermarine som en slags fremtidssikring af Scan-Trans. Jeg mente ikke, jeg var færdig.

– Ligesom den gang vi byggede firmaet op, så var der noget, der drev mig og noget der gjorde, at jeg bare blev ved. Bagefter forstår jeg det egentlig ikke helt. Det er dét, jeg kalder ”humlebieffekten”. Den ved ikke, den kan flyve – den gør det bare”.

– Når du kører med 250 km. i timen på en isglat vej, så er det rart selv at sidde bag rattet. Sådan tænkte jeg. Jeg valgte at tage rorpinden, selv om jeg havde været helt derude, hvor alt var håbløst. Jeg kørte videre.

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 12.08.18

Familien så mig ikke

Scan-Trans fusionerede i 2012 med amerikanske Intermarine, som var ejet af en kapitalfond.

– Vi passede godt sammen, og jeg kunne se, at der var nogle gode synergier. Men det var også en hård periode. Forhandlingerne, alt det praktiske, integrationen, medarbejdernes trivsel – det fyldte voldsomt meget.

– Jeg brugte meget tid på det, og familien så mig stort set ikke. Jeg arbejdede nærmest endnu mere end før sygdommen, og jeg havde i virkeligheden nok slet ikke forstået situationens alvor.

– Jeg skulle bare have det her på plads, fortæller Lars Juhl, der blev administrerende direktør for befragtningsafdelingen på verdensplan i Intermarine efter fusionen i 2012.

Fakta – Lars Juhl:

46 år gammel. Student fra Holte Gymnasium. Arbejdede i London i et år, hvorefter han uddannede sig inden for shipping i virksomheden Elite Shipping i Hellerup. Herefter job i Singapore.

I en alder af 24 år grundlagde Lars Juhl i 1993 skibsmæglervirksomheden Scan-Trans i Singapore sammen med Lars Bonnesen. Året efter åbnede de afdeling i Beijing og senere kontorer i bl.a. Tokyo, Seoul, Manila, Jakarta, Dubai, Cape Town, Næstved, London, St. Petersborg, Odessa, Madrid, Barcelona, Genoa, Marseille, Vitoria (Brasilien) og Houston.

I 2008 nåede Scan-Trans med 125 medarbejdere en omsætning på over 1,2 mia. kr. og en nettoprofit på over 100 mio. kr. Virksomheden var gået fra skibsmægler til operatørvirksomhed og videre til rederi med nybygningsprogram.

Efter 15 års uafbrudt vækst oplevede Scan-Trans som følge af den globale finansielle krise sine første tab i 2009. Efter en hurtig turnaround nåede virksomheden break-even i 2010 og overskud i 2011. For at ruste virksomheden til den nye virkelighed fusionerede Scan-Trans med amerikanske Intermarine i 2012.

Lars Juhl har stået i spidsen for virksomheden i 20 år og har erfaring med globalisering, vækst, krisehåndtering, turnaround, fusion, integration og ledelse i et multinationalt miljø

Lars Juhl har arbejdet med coachingværktøjer og personlig udvikling. Derudover har han deltaget i Executive Programs fra bl.a. Harvard Business School.

Grundlagde i 2014 coaching-virksomheden Bounce Development med hjemsted på Ødemark Gods ved Sorø.

Erhvervsambassadør for Hjerteforeningen.

Member of the Danish Society of Sportpsychology.

Mentor for indsatte i Vestre Fængsel.

Gift med Diana og sammen har de fire børn. Det er Gustav (12), Christopher (11), Victoria (8) og Ditlev (3). Familien bor på en hesteejendom i naturskønne omgivelser i Sorø.

Skroget var rustent

Lars Juhls kollaps kom i maj 2013.

– Jeg var stresset, jeg følte mig som en klud, jeg var dødtræt og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Jeg havde ikke flere ressourcer og jeg var fuldstændig mør. Alle har deres grænser, og jeg var nået til mine. Det lille strå kunne vælte læsset, der skulle ikke noget til, før jeg ikke kunne overskue det.

– Jeg talte med en psykolog, og han sagde til mig, at det var en udmattelses-depression.

– Men en kaptajn forlader ikke sin skude, bare fordi han bliver lidt søsyg, svarede jeg.

– Det kan godt være, sagde han. Og så spurgte han mig om, hvad en ansvarlig kaptajn vil gøre, hvis skibssiden er nymalet, men stålet tæret inde fra.

– Jeg vidste godt, at hvis skroget er tæret indefra, kan en ridse i lakken få skibet til at synke. Og så gælder det bare om at få sejlet skibet i dok og få stålet styrket inde fra.

– Det var et billede, jeg kunne forstå. Pludselig kunne jeg se, at det her var situationen. Og langt om længe nåede jeg frem til at kunne sige: Nu hiver jeg stikket nogle måneder. Jeg kommer tilbage, når jeg kommer. Jeg ved ikke hvornår.

– Partnerne Lars Bonnesen og Christian Mønsted støttede mig fuldstændig i min beslutning om at hive stikket nogle måneder, og jeg blev fredet i klasse A, så telefonen tav og den brusende strøm af e-mails stoppede, beretter Lars Juhl.

Alt var kaotisk for Lars Juhl, og hans kone, Diana, tog over. Hun bestilte et ophold på Sankt Birgitta Kloster ved Maribo, en form for erhvervsretræte, som blev kørt af Refugiet Lolland-Falster. Og her blev Lars Juhl tvunget til at træffe nogle store valg, der fik betydning for hans og familiens fremtidige tilværelse.

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 12.08.51

Stilhed i sindet

På klosteret i Maribo skete der noget afgørende for Lars Juhl.

– Der var frygteligt stille. Og så kom den indre larm. Filmklip fra hele min tilværelse, det hele kværnede insisterende. Masser af vilde tanker om, hvad meningen med livet egentlig er.

– Jeg kunne ikke få ro. Jeg gik ture i området, gik ud på en lille bro ved Søndersø, og jeg kunne ikke komme længere ud. Der skete noget med mig derude på broen. Det var næsten symbolsk.

– Pludselig var der stilhed i mit sind. Det var som om jeg fik lukket al den ydre larm ude. Jeg oplevede noget, der var større end mig selv.

– Det var en fantastisk oplevelse at være på klosteret. Og jeg tænker stadig på de otte søstre og den sagelighed, jeg kunne se i deres øjne. De ejer ikke noget, ud over nogle ganske få ejendele, men de havde en ubeskrivelig ro i sindet.

– Jeg blev bevidst om, at jeg havde været blind over for dét, der i virkeligheden betyder noget. Hvad er der ved at tjene en masse penge, hvad er det fede ved en smart bil, hvis ikke du er i harmoni med dig selv og dine nærmeste. Hvornår er nok nok?

Blev et viralt hit

Opholdet på klosteret i Maribo blev epokegørende for Lars Juhl, der efter to hjertestop og stress nu var bevidst om, hvad han fremover skulle navigere efter i sit liv, både familiemæssigt og arbejdsmæssigt. Han fandt ud af, at det var nødvendigt at prioritere.

– Havde jeg bare gjort det noget før, var det ikke gået så galt. Havde jeg haft nogle personlige retningsliner og været bedre til at holde pauser og sige nej, så tror jeg ikke, det var gået, som det gjorde. Så havde der været mere balance og trivsel, og så var jeg ikke gået helt ned.

– Der var ingen, som pressede mig til at yde. Det var et indre pres om at præstere. Og jeg ser derfor ikke mig selv som et offer.

– Mit budskab er, at selvfølgelig skal der være plads til karriere, travlhed og højt arbejdsniveau. Men du skal kunne styre det, ellers går det galt. Det er helt afgørende. Du må lære at styre det.

Han valgte at være åben om sin historie, og fortalte den i foråret 2014 til Jyllands Posten, som bragte den med overskriften ”Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucked mit liv helt op”.

En ærlig skildring af de op- og nedture, livet har budt på for en mand, der ville drive en millardforretning – og gjorde det med stor succes, men glemte sig selv og sit bagland.

Artiklen er blevet delt et utal af gange på Facebook, og tusindvis af mennesker har læst den på nettet.

– Jeg valgte at være åben og jeg håber, at jeg har rørt nogen ved hjertet med min beretning, siger han.

Det er der noget, der tyder på, for Lars Juhl har haft op mod 2.000 personlige henvendelser efter en stor del af de danske medier i foråret skrev om hans historie.

Coach for erhvervsledere

Selv om Lars Juhl nåede frem til en erkendelse af, at tingene skulle køre anderledes, har han på ingen måde mistet sit drive, sit iværksættergén og sin entreprenante indstilling, som altid har fulgt ham. Men nu er det på andre præmisser.

Han grundlagde i 2014 virksomheden Bounce Development på Ødemark Gods ved Sorø, hvor han arbejder med coaching af erhvervsledere.

– Jeg har lejet en nyistandsat sidefløj til hovedbygningen – lige midt i den skønne natur. Her er fantastiske omgivelser, her kan man trække vejret og her er fred og ro, det er helt ideelt.

– Det er dog et helt andet liv og jeg savner ofte kollegaer og det at have et ledelsesmæssigt ansvar.

– Men jeg ser en stor udfordring i at inspirere andre, så de undgår at komme ud i den situation, jeg selv gjorde, fortæller han.

Lars Juhl er iværksætter af natur med over 20 år som international topleder bag sig. Det er den baggrund, han ønsker at give videre ved at inspirere, motivere og engagere ledere, bestyrelsesmedlemmer og nøglemedarbejdere.

– Ofte kommer de med et symptom, og jeg forsøger at finde årsagen. Mange af dem har været i de samme situationer som jeg, og det ender ofte med salte tårer på bordpladen. Det er svært, og jeg forstår dem.

– Jeg må bare sige, det er ikke ynkeligt at bede om hjælp. Hvis bilen går i stykker, sætter vi den også på værksted.

– Jeg vil have andre til at fatte, at de ikke skal ende op i det samme uføre, som jeg gjorde. Jeg spørger om, hvilke muligheder, der er, og jeg har fokus på processen, for den er vigtig.

Udgiver bog om sit liv

Lars Juhl er også blevet en eftertragtet foredragsholder og har netop underskrevet en forlagsaftale med JP/Politikens Forlag om at skrive en bog om sit liv.

Bogen bliver skrevet sammen med journalist Steffen Stubager, som også skrev artiklen i JP i marts 2014.

Makkerparet Juhl og Stubager skriver bogen i Rio de Janeiro, Brasilien, hvor Steffen Stubager er bosat.

– Vi har deadline den 1. maj og bogen udkommer i sensommeren eller til efteråret 2015, fortæller Lars Juhl, der ser frem til processen og arbejdet med at få bogen skrevet og udgivet.

At navigere rigtigt

For Lars Juhl er det en god øvelse at spørge sig selv, hvad man gerne vil have folk siger om én på den sidste dag.

– Når du ved det, ved du hvad du skal navigere efter, siger Lars Juhl, der også ofte stiller spørgsmålet: Hvordan vil det føles, at være direktør i eget liv? Et spørgsmål, han i dag selv har let ved at svare på.

– Det ændrede mit liv totalt, da jeg så lyset og forstod meningen med disse ord. Jagten på materielle goder og anerkendelse var ved at slå mig ihjel, men da det hele gik galt, var det familien, der var der.

– Jeg valgte familien til, ikke fordi jeg skulle men fordi jeg ville. Jeg var langt ude, før jeg kunne se det, men herefter fik jeg mine prioriteter på plads og det gave mig balance i hverdagen. Jeg tog føringen og blev direktør i mit eget liv, det ændrede alt.


Læs artikler i samme kategori