Le Marche

Luxury / Lifestyle Rejser

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.58.47

Le Marche – Italiens bedst bevarede hemmelighed.

At være lillebror – stående i skyggen af tre søskende, der alle er succesfulde, feterede og anerkendte i hele verden, må være dét, regionen Le Marche lider under. De tre søskende, Venedig, Rom og Firenze, er alle ekstremt velkendte, velbesøgte, velbeskrevne – og tjener gode penge. Herfra skal det da heller ikke på nogen måde lyde, at disse verdensberømte storebrødre ikke er deres ry værd. Byerne, der klemmer Le Marche ud i Adriaterhavet fra hhv. nord, syd og vest, har en masse at byde på. Så meget, at man aldrig bliver færdig med dem.

 

Men lillebror har selv masser at byde på. Lillebror er bare aldrig rigtigt blevet set. Det skaber han sig nu ikke over, men lever sit eget stille og afbalancerede liv og hviler i sig selv, mens han pludrer glad i vandkanten og leger med alle sine blå flag.

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.39.09

 

Men det er på høje tide at få øjnene op for regionen Le Marche; Italien for fortsættere. For gæster der har stået længe nok i kø i Venedig, Rom og Firenze. For folk der nu er klar til at opleve en vaskeægte italiensk stemning, hvor hovedparten af området bebos og besøges af italienere, og hvor der på grund af det væsentligt mindre pres er lidt længere mellem restauranterne, vinbarene, og souvenierboderne. Hvor der inde i landet stort set udelukkende tales italiensk til gæsterne, men hvor man har en klar fornemmelse af, at der tales direkte fra hjertet. For vel er Le Marche den ukendte lillebror, men regionen bebos af stolte italienere med et godt greb om traditionerne, og som hellere end gerne vil lade godterne fra overflødighedshornet komme andre end sig selv til gode. Her er Bella Figure ikke noget man taler om – det er bare til stede.

 

Og der er masser at hente i Le Marche. Fordi det er lokale italienere der spiser på restauranterne, er man sikret et meget højt niveau af fødevarer og vine. For italienere er mad ikke blot noget der skal overstås. Det skal nydes og opleves – og gerne i godt selskab. Og inden det kan nydes, skal det tilberedes med sjæl, respekt og kærlighed. Og netop fordi maden laves til den lokale befolkning, er priserne i de fleste tilfælde særdeles rimelige. Regionen er ikke fyldt med stjerne-kokke med egne tv-programmer og special-designede fuldskæg. I Le Marche oplever man langt oftere at det er nonna, bedstemor, der står i køkkenet. Lige som hun har gjort siden hun var 14 år.

 

Der er dog stor forskel på hvad man spiser i regionen. Le Marches kystlinje er 180 kilometer lang, hvorfor der langs denne kystlinje naturligvis hovedsagligt serveres fisk og skaldyr. Ikke mindst er fiskesuppen brodeto udbredt langs kysten. Suppen, der i virkeligheden mere er en stuvning, varierer meget afhængig af, hvor på kysten den serveres. Der kan endda inden for få kilometers afstand være væsentlige forskelle i ingredienser og karakter. Brodeto’en er naturligvis blot en brøkdel af hvad man kan svælge sig i af fisk, der netop er halet op af Adriaterhavet. De frosne fiskefingre vi kender alt for godt fra supermarkedernes frysere, får her ikke et ben til jorden. Her tæller kun de friske råvarer.

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.58.57  Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.39.26

I baglandet er det en mere robust og landlig menu, der serveres. Her er det især gris, kanin og gås, der udgør de proteinholdige menuer. Det serveres blandt andet som velhængte skinker og pølser i selskab med trøfler, kastanjer, bønner, oste og solide pastaretter. Ikke at forglemme regionens specialitet (især i den sydlige del af regionen): oliva all ascolana; farserede kæmpeoliven – panerede og friterede. Området er kendt for netop disse store oliven, der har været spist med største velbehag – lige siden det var romere, der havde badebukserne på. Kommer man på det rigtige tidspunkt af året, kan man være heldig, at der i tallerkenen sniger sig en farseret trøffel med. Heldigvis behøves disse delikatesser ikke at glide ned uden en god vin. Det kan man nemlig også producere her i Le Marche. Mange vil vide, at Le Marche har udmærket sig med hvide vine, men der laves mindst lige så store røde. Der er endda flere huse der laver rigtig gode rødvine, DOC-certificerede. Blandt andre Maria Pia Castelli, der er en lille, men meget seriøs producent. Her smager man vine direkte fra fadene i kælderen, hvis man gør sig den anstrengelse at komme en tur forbi.

Skærmbillede 2015-03-22 kl. 19.38.25  Skærmbillede 2015-03-22 kl. 19.37.56

Og har man nu gjort sig selv den tjeneste at besøge Maria Pia Castelli, så skulle man gøre sig selv en yderligere tjeneste: spis en frokost i en af nabobyerne, Monte San Guisto, på Trattoria da Niculi – byen der i øvrigt producerer noget af det bedste pasta i Italien, nemlig Pasta di Aldo. Hos Trattoria da Niculi kommer ikke bare lokale, men folk fra hele området – udelukkende for at blive betjent at en meget speciel tjener. Hvor vidt han er et afkom af den lokal klovnefestival vides ikke, men tanken er ikke fjern, når man oplever ham. Ved første øjekast vil man oftest blive snydt – han er nemlig ikke bare speciel. Han taler – og synger – syv sprog flydende. Og gør det i øvrigt gerne uopfordret mens han serverer på sin helt unikke måde.

 

Cirka 85 kilometer længere nordvest herfra ligger en natur-seværdighed, som resten af landet – eller resten af Europa – er temmelig misundelige på, nemlig drypstenshulerne Grotta di Frasassi. Disse huler er uden sammenligning nogle af de største og de smukkeste i Europa; hele systemet af huler er 18 kilometer. Hulerne blev første gang registreret i 1948 af forskere og geologer. I 1966 blev yderligere en passage til en hule opdaget, men det var først i 1971, at nogle lokale undrede sig over nogle huller i jorden, hvorfra der strømmede varm luft op. Disse huller skulle vise sig at være indgangen til den største af grotterne. Grotten er mere end 200 meter dyb(!) og dermed så stor, at den verdensberømte domkirke i Milano sagtens kunne stå herinde.

 

I grotterne vil man opleve, at der er meget stille. Det eneste der høres (udover guiders tale) er de dryp-lyde der kommer alle vegne fra. Hulerne er millioner af år gamle og arbejder stadig på at danne stalakitter og stalagmitter, der er betegnelsen for drypsten der vokser henholdsvis oppefra og ned og nedefra og op. Det er regnvand der siver gennem bjerget og efterlader et mikroskopiske mængder af calcit med jernholdige forbindelser, der former disse drypsten. Det tager ca 100 år at danne en stalakit på størrelse med en cigaret, så hvis man vil følge tilblivelsen af en sådan, må man altså bevæbne sig med nogen tålmodighed – og en stor madpakke. Der er adskillige guidede ture dagen igennem. Den mest anvendte tur er ca. 1,5 kilometer og gennemføres på en times tid, men der er også mulighed for en mere avanceret tur – nærmest en ekspedition rundt i grotterne. Denne tur varer 3-4 timer.

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.39.39

 

Hovedstaden i Le Marche er Ancona. Udover at være regionens største by, er Ancona en af de største havnebyer i Adriaterhavet. Herfra er der færgeforbindelser til blandt andet Kroatien og Grækenland. Kommer man til Ancona netop fra vandsiden, vil de fleste nok ikke få et specielt godt indtryk af byen. Mange vil endda kalde det endnu en beskidt og ligegyldig havneby, men som det gælder med så mange andre byer, skal man søge væk fra det meget trafikerede og temmelig slidte havneareal og op gennem de listige og smalle stræder, hvor der lukkes op til en helt anden verden. Der er ingen historieløse byer i Italien. Det gælder naturligvis også for Ancona, der er fyldt med levn fra de oprindeligt græske grundlæggere i 387 f. kr. Videre er der masser af romerske monumenter og renæssance-paladser, der i det gule aftenlys giver den helt specielle stemning, mange vil kende fra andre byer i Italien.

 

Der er imidlertid ofte to andre byer der stjæler det kulturelle billede i Le Marche, nemlig Urbino og Ascoli Piceno i hhv. den nordlige og sydlige del af regionen. Begge byer ligger i baglandet og er altså ikke kystnære. Disse byer er meget interessante middelalderbyer, der – hvis de havde ligget i Toscana, formentlig ville have nydt samme skæbne som eksempelvis San Gimignano, der er en af Toscanas helt, helt store turistmagneter.

 

Den levende universitetsby, Urbino har masser at smykke sig med. Ikke mindst er det her renæssance-kunstneren Raffael i 1483 blev født og voksede op – mange hundrede år før han fik sin egen renæssance som Ninja Turtle. Man kan stadig besøge hans barndomshjem, der i dag er museum. I samme periode var Urbino i det hele taget fyldt med tænkere, malere og digtere, hvorfor byen i dag også betegnes som regionens kulturelle højborg. Arkitekturen har i Urbino også haft gode kår. Man kan den dag i dag sidde i skyggen under renæssance-buegange mens man kigger på et af Italiens ældste universiteter, samtidigt med at man iagttager masser af unge studerende, der flittigt bruger moderne teknologi til at tilegne sig nyeste viden. Den gamle bydel i Urbino er særdeles velbevaret, hvorfor den også er en af de 49 italienske byer/bygninger på Unescos liste over verdensarv.

 

I den sydlige del af regionen – grænsende op til regionen Abruzzo og mellem to floder, ligger Ascoli Piceno, der ligeledes en særdeles velbevaret og yderst interessant middelalderby. Der er 60.000 indbyggere i byen. I virkeligheden er Ascoli Piceno nok den flotteste og mest imponerende af byerne i Le Marche. Byens centrum er den enorme marmorbelagte plads Piazza del Popolo – folkets plads. Herfra – eller måske under de lange søjlegange der flankerer pladsen, kan man kigge på en del af de resterende 50 af de oprindeligt 200 tårne i byen. Der er stadig masser af unikke katedraler, kirkebygninger, museer og andre historiske bygninger. Samtidigt er der en meget velassorteret restaurationsliv. Ikke bare rundt om Piazza del Popolo, men også i de brostensbelagte gader. Man kan ikke undgå at få en god oplevelse ved at komme til Ascoli Piceno i løbet af dagen, trisse rundt i eget tempo og beundre den smukke by. Efter at have inhaleret byen kunne man sætte sig under søjlerne med en kop kaffe eller en skål af de tidligere beskrevne oliva all ascolana – de er netop herfra – og en liflig, lokal hvidvin, på den meget elegante jugend-stil-café, Caffé Meletti, mens dagen går på hæld og de lokale myldrer frem på torvet. Den oplevelse kan på mange måder sammenlignes med det liv, man ser udspille sig på piazzaerne i Rom. Det oser af stemning, og man skal faktisk tage sig alvorligt sammen for at fjerne sig herfra. Hvis man dog gør det, kunne man traske op i de smalle gyder efter restaurant Le Scuderie. Restauranten er ikke sådan lige at finde, men den er bestemt værd at lede efter. Skulle man efter en lækker, lokal middag med regionens lækreste råvarer have plads til endnu et glas vin eller en drink, udspiller der sig en medrivende stemning på vinbar I Fagli di Papá. Det kan ikke anbefales nok at besøge denne levende middelalderby. Man vil huske et besøg i Ascoli Piceno i lang tid.

Skærmbillede 2015-03-22 kl. 19.42.57

Hopper man i Ascoli Piceno på den vestgående motorvej – undervejs kommer man et smut ind i regionen Abruzzo – og kører en halv times tid, når man en af regionens helt store havne- og badebyer, nemlig San Benedetto del Tronto; byen med de 8000 (!) palmer langs stranden, Lungomare. Der er 50.000 indbyggere i byen og den er dermed regionens næststørste. Dette er en af italienernes foretrukne feriebyer. Og her er da også alt. Kommer man om sommeren vil man opleve en strand, der er fyldt med mennesker. Men ikke overfyld og ækelt – her er masser af plads. Stranden er bred – og 8 kilometer lang. Nabobyen, det lille fiskerleje, Grottamare og strandbyen San Benedetto del Tronto er to selvstændige byer, men strandene og livet dér er i praksis vokset sammen. Selve byen San Benedetto del Tronto er naturligvis delvist præget af badesæsonens lune, men bykernen er rigtig fin og hyggelig med et rigt varieret liv med butikker, restauranter, barer og hvad man normalt ellers finder i mellemstore provinsbyer. Der er et stort opland, der er vokset sammen med selve byen. Kører man et par kilometer udenfor centrum finder man den hyggelige bjergby Montepradone, hvis centrum er et gammelt borgområde. Midt i det hele ligger Borgo da Mare, der med et antal lejligheder og en morgenmadsresturant, lægger op til ferie, hvor man i behørig afstand af strandlivet kan sikre sig et stille og roligt ophold, samtidig med, at man i dagtimerne kan deltage i aktiviteter, der giver sand mellem tæerne. Hvis man indlogerer sig her – eller blot kommer på sightseeing, skulle man unde sig selv at nyde en middag på Enoteca Ué, der ud over et varieret vinkort byder på lokale, men forfinede menuer. Restauranten er meget moderne i sit udtryk – uden på nogen måde at gå på kompromis med den autentiske oplevelse. San Bendetto del Tronto har en meget stor og vigtig fiskerihavn. Måske er det netop derfor, at man her i byen finder den bedste(!) brodeto. Heri indgår der ikke mindre end 13 forskellige fisk og skaldyr.

 

Hvor man end befinder sig i Le Marche, er Appenninerne – den 1200 kilometer lange bjergkæde der løber hele vejen ned gennem Italien – ikke langt væk. Bjergkæden danner regionens vestlige grænse og byder her på noget af sin fineste natur og det rigeste dyreliv i Italien. Store områder er udpeget som nationalparker. Parco Naturale dei Monti Sibillini i det sydvestlige hjørne, er regionens største park, og breder sig over 40 km bjergtoppe og fortsætter vestpå ind i Umbrien. Bjergene har deres navne fra en legende hvor det berettes, at en af Sibyllerne gemte sig i en hule på Monte Sibilla – kendt som Grotta delle Fate (Furiernes hule), da hun blev jaget ud af underverdenen. Monte Vettore i midten af parken er med sine 2476 meter det højeste bjerg i regionen. De enorme klippevægge og klipper på den østlige side med navne som Pizzo del Diavolo, Djævelens skæg og Gola dell’Infernaccio, Helvedeskløften, er lige så dramatisk som landskabet i Dolomitterne. Men lige så råt og forrevet her er, lige så blid og frodig er den, når store områder deraf i det sene forår og den tidlige sommer omdannes til et tæppe af valmuer, vilde tulipaner og eksotiske, alpine blomster. Fuglelivet er lige så rigt – der er for eksempel musvåger, tårnfalke, spurvehøge samt de sjældne kongeørne og hornugler. Blandt mange andre fuglearter. Om vinteren er de iøjnefaldende farver skiftet ud med hvidt, og der er masser af muligheder for at stå på ski.

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.39.52

 

Det giver sig selv med den lange kystlinje, der danner Le Marches østgrænse, at fiskeri er en væsentlig indtægtskilde i regionen. Lige så meget giver det mening, at der i de bjergrige områder ikke er særlig megen frugtbart jord, hvorfor man traditionelt har satset på andre indtægtskilder. I dette tilfælde er det produktion af sko, tøj og møbler, der har vundet hævd. Mange af de smarte, moderigtige og hunde-dyre sko, der findes rundt om i skobutikker, der med stolthed sælger Italian Shoes, er derfor produceret i Le Marche. Man vil da også kunne finde store sko- og tøj-outlet i regionen, så hvis man alligevel ikke kan få udgifterne til at slå til, kan man med fordel frekventere disse butikker og få tyndet lidt ud på bankkontoen.

 

Det skal ikke være en hemmelighed, at Deres nærværende synes, Le Marche er et besøg værd og at man hele vejen gennem et besøg vil være en del af en win-win situation. Man nyder godt af en hel masse, som mange endnu ikke har fået tilbudt. Selve den gode oplevelse og de hjertelige indbyggere vil man sandsynligvis også møde fremover, men den moderne indbygger fra Le Marche, marchigiani, der trods alt er forblevet i regionen, har sandet, at verden er nødt til at få øjnene op for regionen, hvis den ikke skal lide samme skæbne som de sydlige regioner, hvor arbejdsløshed og fattigdom er en ucharmerende og kynisk følgesvend til et ellers smukt, kulturelt og historisk interessant område i Italien. Derfor skal en ildsjæl som Moreno Moretti – en ung og energisk marchigiani på bare 28 år, have et langdistance-skulderklap for den indsats han yder for området. Naturligvis er det Morenos levebrød, men han har – som ganske få andre – valgt at blive boende i regionen og kæmpe for dens overlevelse ved at tilbyde services, man normalt kan have svært ved at opdrive. Der er således ikke den service, det spørgsmål eller det ønske, man ikke kan konfrontere Moreno med, uden at han finder en mulighed – serveret med et stort og ægte smil – og bella figure. Det er folk som Moreno Moretti, Le Marche bør være stolte af og som vil sikre, at Le Marche i fremtiden vil klinge velkendt i turisters ører og inden for en overskuelig fremtid bringe masser af gode ferieminder frem.

Skærmbillede 2015-03-20 kl. 17.58.34

 


Læs artikler i samme kategori