Mads Ryder – Jeg er et alt-eller-intet menneske

Executive Topnyhed

MadsRyder_Cover

Jeg skal ud af komfortzonen og nulstilles en gang imellem

Solens stråler rammer de brede egetræsplanker i det store lyse køkken, hvorfra der er udsigt over byens tage og Marmorkirkens kuppel. Det er lørdag morgen på Oslo Plads i København, hvor Mads Ryder byder inden for til interview i sin lejlighed.

– Snup et rundstykke eller måske en Københavner. Fyldt med sukker og varm luft, sådan er de jo, bemærker han, mens han forsyner os med café latte fra sin Gaggennau Espresseo Kaffemaskine.

Inden smørret overhovedet er på brødet, er Mads Ryder i fuld gang med at fortælle om erhvervslivets udfordringer, polariseringen i samfundet og sit syn på politik.

– Der er desværre en grund til, at mange virksomheder hyrer udenlandsk arbejdskraft. De gider arbejde, de møder til tiden og de vil arbejde over. Det kunne vi godt bruge mere af her i Danmark. Samtidig har vi et alt for højt lønniveau, og det gør det svært for dansk erhvervsliv, det kan jeg love dig for.

50-årige Mads Ryder fortæller åbent og fordomsfrit om sine holdninger, og han kommer hurtigt ind på sine jyske rødder og sin opvækst på gården ”Borchsminde” ved Hornsyld, som hans bror i dag driver.

– Det er dejligt at komme hjem til Jylland og blive ”nulstillet”. Når jeg bliver lidt for meget Københavner, skal jeg have fat i jordforbindelsen igen. Gården, familien, vennerne og min hjemegn betyder meget, rødderne får større og større betydning.

MadsRyder_Kontor

 

Om Mads Ryder

Mads Ryder er 50 år og stammer fra gården ”Borchsminde” mellem Vejle og Horsens.

Uddannet officer i 1982 og cand. merc. jur i 1990.

Fra 1990 til 2005 ansat i Lego, bl.a. som administrerende direktør for Legoland og øvrige forlystelsesparker i hele verden.

Fra 2006 til 2009 direktør i WeightWatchers.

Fra 2009 til 2013 administrerende direktør i Royal Copenhagen.

Fra 1. august 2013 administrerende direktør i IC Companys.

 

Hjernen skulle renses

Første august startede Mads Ryder som administrerende direktør og koncernchef hos modegiganten IC Companys, en af Skandinaviens største modevirksomheder. Det skete, efter han 1. maj valgte at sige farvel til direktørposten i Royal Copenhagen uden at vide, hvad han herefter skulle.

Han blev ansat i det gamle hæderkronede porcelænsfirma på et tidspunkt, hvor det var på fallittens rand og med et underskud på 100 mill. kr. Fire år efter, da han forlod det, havde han fået vendt udviklingen og skabt et overskud i samme størrelsesorden.

– Det var en hård beslutning at forlade Royal Copenhagen, som jeg virkelig holdt af og brændte for, men at være ejet af en kapitalfond giver en vis usikkerhed, og derfor valgte jeg at sige stop, fortæller han, mens han drikker kaffe af et moderne designet krus fra den gamle porcelænsfabrik.

Royal Copenhagen service er klart nok et must for en mand, der lagt sin sjæl og alle kræfter i virksomhedens overlevelse.

– Jeg havde brug for at komme væk, for at få renset min hjerne fuldstændig og tænke mig om. Jeg ville prøve noget nyt og anderledes, så jeg valgte at tage til Argentina i en måned og ride på heste og være cowboy.

– Jeg havde aldrig været i Sydamerika, havde aldrig redet og kunne ikke tale spansk. Jeg overskred en masse grænser og kom ud af comfortzonen. Jeg fandt en samhørighed med hesten og stolede på den, det var fantastisk.

MadsRyder_SOFa3

Hjem og køre gylle

Det var Mads Ryders plan, at han efter Argentina skulle hjem på gården til sin bror, Thomas Ryder, og køre gylle og så ellers i gang med at se mig om efter noget andet hen over sommeren.

– En rigtig god plan, tænkte jeg, for jeg elsker at komme hjem og tage del i opgaverne i landbruget. Jeg holder af den holdånd, der er, og jeg kan godt lide at være med til at udføre en konkret opgave. F.eks. når vi kører gylle eller når vi kører korn i høst, kommer sent hjem, sidder omkring køkkenbordet og på en eller anden måde har et fællesskab og står sammen om en opgave, der bare skal løses. Netop de værdier, jeg også prioriterer utroligt højt som erhvervsleder.

– Om jeg i bund og grund er til den store hjælp på gården ved jeg ikke, men det betyder noget og jeg slapper af på en helt anden måde, end jeg ellers gør, fortæller Mads Ryder, der var super godt tilfreds med sin plan for sommeren 2013.

Men det blev hverken til gylle, korn eller ret meget strandliv i sommerhuset ved Bjørnsknude, for en uge efter at han kom hjem fra sin grænseoverskridende oplevelse som gaucho i Argentina, fik han direktørposten i IC Companys. Dermed var der ligesom andre opgaver, der stod for.

Sølvbryllups-samtalen

Mads Ryder påtager sig kun gaver, som han virkelig brænder for og har altid arbejdet med markante brands, som han kan identificere sig med:

– Når jeg sidder til et sølvbryllup og skal fortælle min borddame om dét, jeg beskæftiger mig med, vil jeg kunne fortælle om noget, jeg brænder for. Passionen og gejsten, det er min drivkraft. Jeg vil have en holdning til dét, jeg arbejder med. Det er helt afgørende.

Det betyder ikke, at Mads Ryder er helt ude i detaljen med hverken legetøj, porcelæn eller tøj.

– Jeg er ikke én, der ved en masse om mode, og jeg er ikke med på de sidste nye modetrends. Jeg skal ikke have en holdning til design, for det er ikke mig, der skal drive udviklingen. Jeg er ikke fagidiot, jeg er jo bare en forbruger, og man skal i virkeligheden helst ikke forstå for meget.

– Hvis ”gult er great”, så er det sådan, det er, men det er ikke mig, det kommer fra, forklarer Mads Ryder.

Lejligheden afslører dog en vis forkærlighed for farven med gule puder, flankeret af gule Montanareoler og et stort maleri af en dansende kvinde i en gul kjole. Dog ikke valgt på grund af farven, men fordi han er fascineret af Jens Voigt Steffensen, der maler sanselige billeder af kvinder, der danser ballet, tango og flamenco.

– I virkeligheden er jeg nok temmelig klassisk i min påklædning, måske endda konservativ. Jeg kommer aldrig til at gå i de der spidse sko…

– Modebilledet og forbrugsmønstret har ændret sig, og segmenterne er ikke så veldefinerede som før. I dag kan man f.eks. sagtens komme godt af sted med at gå i billige sko sammen med en dyr taske. Vi står over for forbrugere, der sætter deres egen stil med sikker hånd og shopper rundt på en helt anden måde end før. Det gør tingene lidt mere komplicerede, og det skal vi kunne matche.

Holdet skal fungere

Mads Ryders udfordring i IC Company’s bliver nu at holde vedholdende fokus på at føre en strategi med stærke økonomiske resultater ud i livet samt at indføre ændringer i måden at agere på i forhold til forskellige markeder.

– Vi har to spor i virksomheden. De gamle mærker som Matinique, Part Two og In-Wear skal have genskabt deres styrke, og vi skal samtidig udvikle og vækste med vores mærker som By Malene Birger, Peak Performance og Tiger.

– Jeg står foran en hård periode, og nu gælder om at få mit hold og min virksomhed til at fungere optimalt. Det var fantastisk at få vendt udviklingen i Royal Copenhagen, og jeg ved, at det også kommer til at virke her. Jo før, jo bedre.

 MadsRyder_Kontor3

Fakta – IC Company’s:

Modegiganten står bag tøj mærker som By Malene Birger, Peak Performance, Tiger Of Sweden, Matinique, Part Two og In-Wear.

Ca. 2.000 ansatte. Al produktion sker i udlandet

Sætter mål sammen

Vigtigheden af at involvere er afgørende for Mads Ryder i hans ledelsesstil, og han vægter holdfølelse højt.

Hvordan skaber du den?

– Det er vigtigt at have medarbejderne med, når der sættes mål. Vi har en proces, hvor vi sætter mål sammen, og jeg skal give den tid, der skal til. Jeg er meget åben over for, hvad andre synes og mener. Det er ikke nødvendigvis kun mine tanker, der gælder, men det er mig, der sætter betingelserne. Når vi har talt om tingene og er enige om, hvad vi skal, så er det sådan, vi gør.

– Når vi så er nået der til, så er der måske nogen, der ikke evner at arbejde efter målene og nogen der ikke vil. Så kan de ikke være der. Jeg går helt op i limningen, hvis nogen på det tidspunkt modarbejder og er illoyale. Her er der brug for ledelse, det er logisk og nødvendigt. Det er ligesom med børneopdragelse, her må man også skære igennem.

– Når vi i fællesskab har sat et mål, så er der ikke noget, der kan stå i vejen. Vi er jo alle sammen bare ansat til at udføre en opgave, og når den først er defineret, så er det dét.

– Jeg vil have kvalitet, effektivitet og medarbejdere, der brænder for sagen, og jeg er den, der går forrest, når retningen skal vises.

 

Står selv bag disken

Mads Ryder er kendt for at sige tingene lige ud, og det præger hans ledelsesstil.

– Jeg vil ind til sagen og jeg skærer igennem. Jeg har enorm stor respekt for medarbejdere, der forstår at arbejdsindsats, struktur og disciplin er vigtigere end noget andet. Der er ikke noget, der kommer af sig selv.

– Netop disse egenskaber er også afgørende for mig. Jeg er jo ikke dygtigere end andre, men jeg har det bedst, når jeg kører hårdt på.

– Ledelse er jo egentlig ikke så indviklet, det er ikke svære end børneopdragelse, men det kan også være svært. Også her gælder det om at være konsekvent, siger Mads Ryder, der har en søn på 16 år.

– Jeg er måske mere utålmodig end de fleste, og derfor er der også godt, at jeg har nogen omkring mig, der siger til mig, når det går for stærkt og jeg skal holde lidt igen. Jo, jeg er vist én, der skal holdes lidt i snor, siger Mads Ryder, der tager rundt i butikker og arbejder en dag eller to for at få fornemmelsen af, hvilket udfordringer, der er.

– Jeg har sagt til mine chefer: Hvornår har du sidst været i en af vores butikker? Det er sundt, at vi kommer ud og mærker, hvad der sker, lyder det fra topchefen, der har en åben ledelsesstil og ikke går af vejen for selv at stå ved kasseapparatet.

MadsRyder_titel

Kræften var en øjenåbner

For seks år siden blev Mads Ryder ramt af en alvorlig kræftsygdom, som han i dag er kommet sig over.

– Kræften blev en øjenåbner for mig rent livsmæssigt. Min verden ramlede sammen, men bagefter, hvor jeg er kommet igennem sygdommen, må jeg konstatere, at kræften i virkeligheden førte noget positivt med sig, fortæller han.

– Sygdommen og forløbet har gjort noget ved mig rent menneskeligt. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvad der betyder noget i tilværelsen og hvad jeg bruger min tid på og jeg har fået sat mange ting i relief fordi jeg blev mindet om, at jeg kan blive taget ud når som helst.

– Det har nok også forstærket mig i, at jeg er et alt eller intet-menneske. Jeg gider ikke så meget bøvl og jeg tager fat, hvor det er nødvendigt. Det gælder personligt men i øvrigt i alle livets forhold.

– Kræften mindede mig om alle de ting, der betyder noget i livet. Ikke for at sige, at jeg er blevet verdens klogeste mand af at have kræft, men sygdommen har gjort noget ved mig, som har haft stor betydning for min tilgang til tingene, siger Mads Ryder, der altid bærer et gult armbånd fra Lance Armstrongs fond til kræftforskning.

– Det minder mig om, hvad der er vigtigt her i livet, siger han.

 


Læs artikler i samme kategori