Piemonte – Norditaliens perle

Luxury / Lifestyle Rejser

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.25.30

Af med proppen og frem med tallerkenen: en gastronomisk weekend i Piemonte

Efter de fleste har haft en god sommerferie med børn, bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer, er der ikke noget, der kan få én til at boble som tanken om voksenferie med vennerne i efteråret. For det er netop i efteråret, børnene og bedsteforældrene skal hygge sig sammen ved de forblæste danske strande – senere inden døre med brætspil, varm cacao og en god film i tv. Alt dette mens voksne, forældre og andre livsnydere sammen drager ud i Europa for at få et par livsbekræftende og gastronomiske anti-hverdage.

 

Og rent gastronomisk er der vel næppe bedre mulighed end i Piemonte i det nordlige Italien. Det er herfra, slow-food begrebet stammer, det er herfra hasselnødderne i Nutella’en stammer. Der er herfra de meget karakteristiske og aromatiske trøfler stammer – har man bare én gang oplevet aromaen, vil man altid kunne genkende den. Og så er det jo også her nogle af verdens største vine produceres. Alle med blot en smule hang til vin vil få et saligt smil om munden, når man nævner Barolo, Barbaresco, Barbera, Nebbiolo – vineområder og druer fra netop Piemonte. Det er umiddelbart svært at gennemskue, hvor mad og vin fra naturens side er mere afstemt og kompletterer hinanden i så høj grad som netop i Piemonte. Og det er her, weekenden foregår.

 

Efter en kort tur med et af lavpris-flyselskaberne drager vi i den lejede bil, i dette tilfælde fire voksne, mod Piemonte. Små to timers kørsel på motorvej efterfulgt af lidt landevej er hvad det kræver, før vi svinger bilen ind ad indkørslen på det lyserøde slot ved Acqui Terme; den gamle romerske by med termiske bade og wellness-centre stride strømme. Vi er her nu ikke for at lade kroppen undergå en kur. Næ – vi vil smage, vil vi. Og vi er da også kun lige færdig med vores velkomst-spumante, før ejeren diskret henvender sig – han kender vores mission, den ræv, og siger, at det altså er i aften kl. 22. Vi ved udmærket hvad han hentyder til: Vi skal på trøffel-jagt!

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.25.46

Lidt før 22 står vi klar til at lade os transporter ind til et af byens spisesteder. Hvor morbidt det end måtte lyde, er det et faktum, at netop dette osteria er indrettet i byens gamle lighus – med tilhørende kirkegård – nu skov. Indenfor er der da også gjort noget ud af netop den kendsgerning, for med plexiglas og oplyste katakombere får man et dødspændende kig ned i det gamle – nu uddøde Acqui Terme.

Vi serveres en lille tallerken pasta med svampe samt et glas Barbera d’Asti, mens vi bliver sat ind i den forestående opgave. Inden for en halv times tid vil der komme to lokale trøffel-jægere med deres hunde. Tidspunktet er valgt, fordi den ene af hundene blot er 10 uger. Den er på oplæring og vi skal være med til at skærpe dens opmærksomhed ved netop vores distancerede deltagelse. Det er ikke en hvilken som helst hund, der bliver valgt til opgaven. Den er sat i verden til formålet. I moderens mad er der trøfler. På moderens dievorter smører man trøffelekstrakt og – til vores stor forbløffelse; nærmest forargelse, fodrer man hvalpen med nogle af de hvide trøfler, man finder. Forbløffelsen går mest på kiloprisen, der vel ligger i nærheden af hvor vi almindelige mennesker handler brugte biler. Prisen på en født trøffelhund ligger også på den anden side af 10.000 euro. Men… den pris skal oftest vise sig pengene værd.

 

Hundene kommer, vi får de sidste instrukser og drager ind i skoven, der ligger ganske tæt på restauranten. Der går ikke mange minutter, før hundene giver tegn – og bingo. Aftens første hvide trøffel er en kendsgerning. Endda en trøffel af anselig størrelse. 25 spændende og adrenalinfyldte minutter senere er hundens træning slut. Resultatet er 12 trøfler, der nu blot skal leveres ind til ejeren af restauranten, der ligeledes ejer trøffelskoven. Fordelingsnøglen mellem den unge restauratør og hundeejerne forbliver uvist for os. Den er heller ikke interessant i forhold til det, der nu skal ske: En friskkogt, nylavet pasta med revet trøffel – netop hentet op af den piemontesiske jord. Hertil endnu en god, lokal Barbera. Den aften falder vi ikke i søvn lige med det samme.

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.25.57

Normalt booker man sig ind for flere dage ad gangen. Denne tur er anderledes. Vi kender vores værter – og de kender os, så da vi allerede tidligt på sommeren luftede for vores bekendtskaber, at vi påtænkte en efterårstur, stod invitationerne i kø. Vi takker for en dejligt og spændende aften med vores piemontesiske venner og sætter os i bilen for at ramme dagens første udflugtsmål: Grappa-destilleriet Berta, der ligger blot 20 minutters kørsel fra slottet.

 

Ved ankomsten bliver vi budt velkommen i det store rum, der både fungerer som bar, butik og museum. Her vises de gamle kobberkedler i en fin kombi med det moderne og elegante smagerum. Vi vises dog hurtigt ind i en minibus, der kører os et par hundrede meter længere ned ad bakken, hvor det nye destilleri befinder sig. Udenfor ligger dynger af skaller – opdelt efter forskellige druer. Der produceres grappaer i forskellige stål- og fadlagringer. Grappaer hvor der blot er anvendt kvas fra én drue eller stukket sammen af forskellige. Inde i produktionen står de store ståltanke og destilleringsmaskiner. Vi vises en bestemt tank, hvor indholdet af grappa for tiden holder en alkoholprocent på over 98. Dette er udgangspunktet inden spritten fortyndes med destilleret vand og lagres efter ønske. På dette tidspunkt er der kun én person i destilleriet, der kan afgøre om grappaen er færdig til videre behandling, nemlig ejeren, Grappa-Papa, selv. Vi ledes videre ned i det aller-helligste, nemlig der hvor den færdigproducerede grappa ligger på tønder. Og hvilken oplevelse! Man fornemmer, man trækker vejret gennem alkohol – så meget ånder trætønderne. Her er millioner af liter grappa. Og præsentationen fejler bestemt ikke noget. I baggrunden hører man klassisk musik og den svage belysning skifter mellem rødt, grønt og blåt, som var man i et wellness-center med farveterapi.

 

Efter farve-healingen afslutter vi naturligvis med et par smagsprøver i smagerummet. Allerede hjemmefra har vi booket ekstra kilo i vores check in bagage til hjemturen. De kilo bliver allerede her udnyttet og vi må sande, at det der eventuelt købes senere (det kan vi trods alt godt regne ud må ske) må transporteres hjem med fragt.

 

Vi haster af sted, for vi har store oplevelse ventende på os ca. 50 km herfra. Vi er på vej til vinens absolutte højborg – ikke Barolo, men Barbaresco. Selve byen Barbaresco er i virkeligheden ikke andet end en lille flække, men i den flække er der mad, vin og i det hele taget kulinariske oplevelser i højere grad end man finder mange andre steder. Barbaresco tæller i øvrigt ikke blot Barbaresco by, men også Treiso, S. Rocco og ikke mindst Neive; den største af Barbaresco-byerne.

Skærmbillede 2015-02-15 kl. 13.26.26

Vi indlogerer os hos Guiseppe Cortese Bed & Breakfast – eller rettere hos Corteses datter og svigersøn, Tiziana og Gabriele. De har, men udsigt over deres berømte vinmark, der producerer enkeltmarksvinen Rábaja, etableret et meget lækkert Bed & Breakfast med bare tre dobbeltværelser samt en pool, med et særdeles eksklusivt vue. Poolen er meget elegant udført i smukke sten og med en smuk stentrappe ned i bassinet.

 

Vi ved, der er trøffeldage i Alba, som blot ligger 5 km fra vores opholdssted. Dertil skal vi – bare ikke i dag. I dag skal vi opleve Barbarescos modtræk – eller komplettering om man vil – til trøffelfestivalen, nemlig en vin-event af de helt store. Denne event foregår i byrådssalen i Barbaresco, hvor områdets førende vinproducenter stiller op med deres bedste vine og skænker mere end velvilligt ud. Vi bliver ved indgangen udstyret med et vinglas samt en liste over de forskellige producenter. Herefter er det blot at gå i gang.

 

Nu har Deres udsendte aldrig været den store tilhænger af at fylde munden med store vine fra Barbaresco for derefter at spytte det ud igen – det smager jo sjældent grimt, men netop her måtte vi komme frem til den erkendelse, at hvis vi skulle smage blot de allermest nødvendige samt et par jokere og hvad der ellers måtte vise sig fristende, måtte omtalte måde at smage delvist tages i brug. Således slukøret og lettere bedrøvet over at se 51 top-producenter og deres allerbedste vine stå og kigge efter os, kastede vi os ud i opration ”blå tænder” – en time lang proces, kun afbrudt af lidt vand og lidt mund-hapser af lokalt ost og pølse. (det lyder mere fordrukkent end det i virkeligheden var – man er vel en mand med store armbevægelser).

 

Da vi beslutter os for at forlade arrangementet, slentrer vi lidt rundt og besøger byens enoteca, den gamle kirke, hvori man nu har erstattet altervinen med en samling af hele områdets vine. Pastoren er skiftet ud med en smuk kvinde med gode salgsevner, der fra sin prædikestol, det lange rustikke egetræsbord med de åbnede flasker, holder en prædiken om den vin, man nu gerne vil være klogere på.

 

Ikke en tur i Barbaresco uden en tur op til byens vartegn, det gamle tårn, der majestætisk hæver sig mod himlen. Når vi nu er i den ende af gaden, hvorfor så ikke takke ja da vinbonden Nicolas fra La Rocche dei Barbari inde fra sin store butik lokker med smagsprøver? Vi inviteres til en smagning begyndende fra bunden af hans sortiment med den lokale dagligdagsvin fra Dolcetto-druen og frem mod de nyere Barbaresco´er. Det er ikke svært at fatte sympati for hverken Nicolas eller hans vinproduktion, der naturligvis er familiedrevet. Under smagningen spørger vi lidt ind til pris, uden egentlig at give udtryk for andet, end vi sikkert godt kunne finde på at købe et par enkelte flasker med hjem. Vi har smagt os gennem repertoiret af fem forskellige vine og giver udtryk for vores begejstring, da han andægtigt kalder os tæt på sig og siger, at vi lige skal prøve noget andet. Frem kommer en flaske Barbaresco med ti år på bagen. En riserva vel at mærke. Now we are talking, som man siger på godt, gammelt dansk. Nicolas sætter i et barnligt smil – han har flere skud i bøssen: nu kommer Riservaen, der er 17 år gammel. Vi siger ingenting – vi er helt stille. Og andægtige – nærmest i trance. Mens han har os i sin hule hånd, lister han diskret ud i baglokalet for minutter efter at komme tilbage med en flaske uden etikette. Proppen listes af, men inden han gør antræk til at skænke, ser han sig forsigtigt over skulderen: banen er fri, far er ikke til stede. Vi får nu serveret et glas Barbaresco Riserva der er 25 (!) år gammelt. Her rækker ord ikke. Er man blot interesseret en smule i vin, vil man vide, at dette her er langt fra en sædvanlig oplevelse.

 

Selv de helligste øjeblikke bliver før eller siden brudt. Da dette sker, (læseren skal ikke trættes yderligere med stemningsbilleder), falder snakken blot på så lavpraktisk snak internt om, hvor vi skal spise i aften. Egentlig er vi mætte af indtryk. Vi har ikke brug for den store tur i restaurationsverdenen og bestemmer os for, at vi vil opdrive lidt brød, ost og pølse. Vi spørger Nicolas om han kan anvise os et sted at gøre vores indkøb i umiddelbar nærhed. Og inden man nærmest kunne tælle til tre, stod der en kurv propfyldt med oste, brød, pølser, friske grøntsager samt de proppede udgaver af vinene på ti og 17 år. Værsgo’ – det har været hyggeligt at møde jer! Jeg håber, I kommer en anden gang. Behøves man at sige, at vi har set hinanden flere gange siden. Resten af dagen og aftenen gik med en hel masse ingenting – altså ud over at nyde indholdet af den fantastiske kurv i hinandens selskab.

 

Næste morgen er vi tidligt oppe, og efter en dukkert i poolen drager vi ned ad bakken mod Alba. Vi var forberedte på, at der skulle være folk i Alba sådan en dejlig, solrig oktober-morgen, men antallet af mennesker er overvældende. Tilsyneladende er alt hvad der kan kravle og gå fra Piemonte taget til Alba. Vi undres i begyndelsen, for godt nok er trøffelfestivalen et tilløbsstykke, men man må ikke bilde sig ind, at den fastboende italiener fra Piemonte handler sine trøfler her, hvor folk fra restaurationsbranchen og gourmeter fra den øvrige del af Europa handler. De kender naturligvis selv en trøffeljæger; sandsynligvis er de i familie med ham.

 

Men Alba er i oktober-weekenderne langt mere end den store trøffelhal. Der er boder med smagsprøver, udskænkning af vin og mad, boder med nødder, frugt og grøntsager, honning og alt hvad piemonteserne ellers producerer samt naturligvis boder med kunst og håndværk. Et af byens torve er omdannet til middelalderscene – ikke noget med malede kulisser; her er middelalderbygningerne naturlige elementer i scenen. Der serveres mad fra middelalderen, her er forskellige konkurrencer; ex. vin-fiskedam samt annoncerede tidspunkter med æselvæddeløb.

 

Det vi i virkeligheden kom for, nemlig trøffelfestivalen, blegner en smule i forhold til den aktivitet, byen emmer af. For dybest set er festivalen blot en udstilling af klumper af det hvide guld, der sælges til astronomiske priser. Det der måske berettiger besøget er naturligvis, at det er så forskelligt fra alt man ellers ser – og så den meget fortættede og karakteristiske duft fra trøflerne.

 

Stedet hvor vi skal spise frokost, er for længst bestemt, nemlig Osteria I Love BA, der ligger på en af de smalle gyder i middelalderbyen Neive. Vi kender ejeren, Carlotta, der er en driftig kvinde med mange jern i ilden. Udover at udleje ferieboliger er hun producent af en lang række piemontesiske delikatesser – og altså restauratør.

Straks ved ankomst bliver vi budt velkommen af Carlottas mand, Fausto, der bænker os ved siden af et langt bord med midaldrende, italienske mænd i stramme cykle-trikoter. Alene påklædningen studser vi over, for alle andre gæster er i deres søndags-tøj. Det skal vise sig, at disse mænd er på deres fælles, årlige motionstur. Og hvor mange andre nok ville gennemføre motionen, klæde om og derefter kaster sig over bordets glæder, forholder det sig nu én gang sådan, at denne gruppes vej gik her forbi – netop da de havde besluttet sig for at være sultne. Men motionister drikker da ikke vin midt i træningen? Joh, disse gør i hvert fald, for ganske vist er cykelturen det de mødes for, men sig ikke til en italiener – slet ikke om søndagen, at der ikke hører vin til maden! Til gengæld er det ikke et must, at flasken skal tømmes. For denne gruppe mænd er kvalitet – både i samvær og mad og vin – væsentlig vigtigere end at tømme de flasker Barolo, der er landet på bordet foran dem. Det eller de glas der hører til maden rækker. Jeg vil med det samme indrømme, at vi på ingen måde undlader at tømme den flaske, vi får serveret. Tanken strejfer os end ikke!

 

Menuen er henholdsvis traditionel carpaccio på rucula stænket med olivenolie, sort peber og parmesan samt endnu en klassiker: vitello tonnato; tyndtskåret, kold kalvemørbrad med en frisk tunsauce pyntet med kapers. Pastaretten er med basis i den specielle, piemontesiske lange og tynde pasta tajarin. Vi fortrænger kolesteroltal og det faktum, at netop denne pasta indeholder 30 æggeblommer pr. kilo pasta, for de retter vi serveres med pastaen smager himmelsk. Alligevel kan vi ikke helt sige os fri for at tænke sundhed, så lettere modstræbende takker vi nej til kødretten, langtidsbagte svinekæber, hvilket vi fortryder med det samme og ikke mindst da vores cykelrytter-venner får serveret deres. Som plaster på såret – og for trods alt ikke at agere sundhedsfanatiske, bestiller vi hver en portion tiramisu til kaffen, hvorefter vi mætte og tilfredse drager mod vores værelser for at pakke sammen efter en fantastik (velsmagende) weekend.

Hjemme venter forventninger fra både børn og løbesko. Og børnene først – løbeskoene står der jo også i morgen.


Læs artikler i samme kategori