Porsche Classic

Biler Luxury / Lifestyle

Porsche 930 Turbo 1974

Porsche Classic

Følelser og økonomi hænger sjældent godt sammen. Dog kan en klassisk Porsche faktisk både opfylde en drengedrøm og være en god investering.

Vi har på redaktionen sat os for at undersøge mulighederne for at investere i en klassisk Porsche. De senere år er der på verdensplan kommet et voldsomt fokus på youngtimer Porsche modeller, og Erkan Kilic fra Porsche Center Jylland fortæller, at markedet de seneste seks til otte måneder nærmest må karakteriseres som eksploderet for særlige Porsche modeller.

En youngtimer model er en flydende betegnelse, men overordnet set er det biler fra 1970’erne og frem. Vi har valgt at fokusere på den klassiske Porsche 911 med modelbetegnelserne fra 930 til 997. Denne modelrække strækker sig over fem forskellige generationer fra 1970 og frem.

Er man Porsche-entusiast, handler det om unikke og originale eksemplarer på markedet. Det kan dit lokale Porsche Center være med til at fremskaffe, og derfor er det også Erkan fra Porsche i Aarhus, som vi har interviewet til denne artikel.

Formålet med denne artikel er en beskrivelse af udvalgte Porsche-modeller samt at præsentere mulighederne, hvis man ønsker at investere i et klassisk Porsche eksemplar.

Porsche 930 og 964

Porsche 911 (930) havde den længste levetid fra 1975 til 1989. Flere af modellerne er i dag eftertragtede, men den mest kendte er ”The Widowmaker”, som Porsche 930 Turbo blev kaldt. Modellen var den første Turbo-drevne bil fra Porsche, og bilens performance var helt uovertruffen. Første model havde en 3,0 liter boxermoter med 260HK, men allerede i 1977 blev den opgraderet og fik en 3,3 liters motor med 300HK. Nok til at hamle op med datidens Ferrarier og Lamborghini, som begge var udstyrede med V12 motorer. Porsche 930 Turbo er i dag en legendarisk bil, som altid vil være noget særligt for Porsche entusiaster over hele verden.

 

– 1990, 911 Carrera 4 Cabriolet, Typ 964, 3,6 Liter, Generationen

Et flot eksemplar af en Porsche 964 (1989 til 1993) er en af de mest hotte Youngtimer Porscher for tiden. Den har det klassiske Porsche udseende, og flere af modellerne er meget eftertragtede – lige fra topmodellerne Turbo og RS til en almindelig Carrera Cabriolet.

Special-modellerne, som Turbo og RS, tiltrækker sig altid stor opmærksomhed på verdensmarkedet, men interessen for cabrioletudgaven af en standard 964 er i disse år høj, godt hjulpet på vej af TV-serien ”Californication”, hvor hovedpersonen kører rundt i en sort 964 Cabriolet. Oven i købet et ødelagt eksemplar, men det har ikke fået interessen til at falde.

Solide investeringsobjekter

Porsche har altid har haft et godt ry for solide biler. Faktisk kører 70 procent af alle producerede Porscher stadig rundt på vejene.

Dog er der naturligvis forskellige faldgrupper, som man skal holde øje med, når ønsker at købe en klassisk bil.

– Hvis man ønsker at investere i en klassisk Porsche, skal men få kontrolleret bilen nøje på et Porsche-kyndigt værksted, idet der jo qua alderen, kan være en del sliddele, som ikke er optimale, derudover evt. rust på de helt tidlige modeller, hvis de er omlakeret, fortæller Erkan og fortsætter:
– Hvis man ejer en klassisk Porsche og generelt en fin klassisk bil, som man i sin tid fik “billigt”, og dermed også en billig forsikring, vil jeg anbefale at man kigger sine forsikringspapirer igennem for at se, hvor meget man har forsikret bilen for.
De kan jo være steget voldsomt, så hvis en man er uheldig og en Fiat Panda trodser et rødt lys og banker ind i siden på din fine klassiske Porsche, kan man jo risikere, at man ikke får fuld dækning for værdien af den fine klassiker.

Porsche 993 Turbo 1995

Nyere klassikere samt upcomings

Ser man på Porsche fra 90’erne, så har priserne været stigende over hele linjen. Erkan fastslår, at der er en interesse for stort set alle klassiske Porsche modeller frem til 1998 med en dokumenteret historik.

Biler frem til 1998 omfatter modelbetegnelsen 993, som tog over for 964 i 1993.

Fra denne modelserie har Turbomodellen, som blev introduceret på markedet 1995, særligt tiltrukket sig opmærksomhed blandt entusiaster. 993 Turbo var den første Turbo Porsche med firehjulstræk, og motoren er en videreudvikling af Boxer-motoren med 3,6 liter og 402HK.

Bilen har dobbeltturboladere og er luftkølet. Denne model har været stigende i pris, men der vil stadig være et stort potentiale over tid.

En anden klassisk 993 model, som de seneste år har udviklet sig voldsomt i pris, er topmodellen 993 GT2. I dag er modellen yderst eftertragtet blandt samlere.

Modellen kunne både fås i en version til racerbanen eller som en gadeversion med et spartansk interiør. Motoren blev hentet fra 993 Turbo, men GT2 kørte med baghjulstræk, hvilket sparede en del vægt. Indtil 1997 ydede motoren 430 hk, hvilket var 22 hk mere end Turbo’en. Senere blev effekten dog hævet til 450 hk.

GT3 996

Selv nyere Porsche modeller er allerede eftertragtede, og går man efter nogle unikke eksemplarer er der bestemt nogle interessante modeller, som man skal holde øje med. I 1998 introducerede Porsche deres model med betegnelsen 996. Under denne modelserie fulgte blandt andre specialudgaven ”Carrera GT”, som blev bygget fra 2004 til 2007. Bilen er en hard core superbil, med formel 1 motor, som kun blev bygget i 1270 eksemplarer. Carrera GT er allerede steget tre gange i værdi. Særlige biler fra generationen 997 har også allerede fået klassiker status, og bliver nu efterspurgt som investeringsbiler.

Porsche Carrera GT back

Af up-coming klassikerere ser jeg helt klart 996 GT3, 996 Turbo og 996 4s, men også 997 GT2 og 3, og ikke mindst 997 GT3 RS i begge generationer, som værdige investeringsobjekter, siger Erkan.

GT2 997


Man kan med en Porsche både få opfyldt drengedrømmen, men samtidig også forsvare købet, da bilerne er solide og samtidig også kan være en god investering. Det er dog vigtigt, man har styr på bilens dokumentation og historie.

Porsche Center Jylland vil meget gerne være med til at rådgive omkring bilerne og ikke mindst hjælpe til med historik i det omfang, det er muligt. Erkan og hans team står gerne klar til at hjælpe med at finde bilen via Porsches samarbejdspartnere i ind- og udland.

 


Læs artikler i samme kategori