Signe og Kim Vedel – Storm & Marie

Business

AG1A6305

STORM & MARIE

Vi har mødt Vejle-parret Signe Elisabeth Vedel og Kim Vedel Hansen til en snak om deres succesfulde tøjvirksomhed STORM & MARIE og dét at stå på egne ben i en hård og konkurrencepræget branche.

Vi er på Nørrebro i København, her summer af kreativitet og folk myldrer rundt mellem kontorer og lagerbygninger. De gamle industribygninger giver et råt look, som passer rigtig godt til miljøet og stemningen som hersker her, hvor virksomheden Storm & Marie har hovedkontor.

”Her holder mange andre tøjvirksomheder også til, og det er med til at give et godt sammenhold og god balance”, udtrykker Kim.

Kim er den ene part af virksomheden STORM & MARIE og har alt kontakt med kunder, agenter og produktionen i udlandet.

Vi møder ham i baggården til den bygning, hvor virksomheden hører til. Kim kommer direkte fra lagerbygningen, som han sammen med en lagerbestyrer kører med hård hånd. Der er kasser med tøj fra gulv til loft. Den største sending nogen sinde i STORM & MARIES 4 årige levetid, er netop landet.

Kim fører an og viser os op i deres kontorfaciliteter. Vi træder ind i en verden af mode. Så snart man træder indenfor, er man ikke i tvivl. Vi bliver mødt af et stort STORM & MARIE logo på væggen, og ved siden af en kæmpe plakat med en model, som bærer en buks og top fra deres seneste kollektion.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.22.13

Storm & Marie er vores børn

Vi møder Signe på kontoret, hvor vi med det sammen får en rundvisning og får lov til at hilse på alle de ansatte. Her hersker en familiær stemning og Signe fortæller: ”Vi har en meget flad organisation. Det er vi nødt til, for at være fleksible og omstillingsparate i en hård branche”.

Det stråler ud af alle de ansatte, at de er stolte over at arbejde for virksomheden. Vores interview med Kim og Signe foregår som en meget uformel dialog, hvor præsentationen af virksomheden og dem som personer hurtigt kommer til omfatte vores fælles baggrund fra Vejle.

Signe er født og opvokset i Bredballe, mens Kim er fra Vejle. De har dannet par i 13 år, og har begge en baggrund indenfor tøjbranchen. Signe som designer og Kim som salgsmanden. Begge har de arbejdet for tøjkoncernen BTX Group, hvor de har oparbejdet et stort netværk indenfor salgskanaler og leverandører.

Kim udtrykker: ”Uden vores kendskab til branchen ville vi ikke have kunnet gøre det, vi har gjort, på så få år”. Til spørgsmålet om det hele tiden har været planen at sidde med eget tøjmærke, er de begge eftertænksomme men med ens svar. Nej – det hele kom til parret meget pludseligt. Signe fortæller: ”Vi havde ikke en specifik masterplan, som skulle føre til vores eget tøjmærke – vi brændte begge for tøjkollektioner og havde samme værdisæt indenfor tøjproduktion. Derfor blev vi en dag gjort opmærksomme på, at det måske var en god idé at skabe vores eget brand”.

Tippet om at skabe deres eget brand kom fra SamsøeSamsøes ejer Per Ulrik Andersen, som efter at have efterspurgt Kim og Signes talent indenfor tøj til et andet projekt, kunne se perspektiverne i parret med et selvstændigt tøjmærke.

Før Signe og Kim sprang ud som iværksættere i den hårde tøjbranche, havde de fået deres to første børn, tvillingerne Storm og Marie. Dette var 6 år før de vidste, at de senere skulle døbe deres eget tøjbrand samme navn.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.19.07

Kim, som oprindeligt er uddannet skolelærer, kom fra en stilling som salgschef i BTX group, og Signe havde længe arbejdet med design af kollektioner til større produktioner. Det var Signe, som fik tanken om at ville noget andet med sin karriere. Hun vidste ikke helt, hvad det skulle være, men noget i hende sagde, at hun skulle videre. Signe sagde derfor sin stilling op. Samtidig ønskede det firma Kim arbejdede for at flytte deres kontor fra København til Vejle, hvilket ikke passede ind i familiens planer, da de netop var flyttet den anden vej. Kim takkede nej til et videre samarbejde med firmaet – og alle døre stod nu åbne for dem begge.

Her begyndte rejsen for alvor med Kim og Signe som et samlet businesspar i tøjbranchen. På det tidspunkt var der ingen vej tilbage. Forskellige projekter blev udført, og Signe og Kim fandt ud af, at de fungerede rigtig godt som arbejdsteam. Signe siger: ”Kim og jeg er gode til at komplementere hinanden – vi vil nå det samme mål og bidrager med hver vores kompetencer og det fungerer godt”.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.33.39

Det var i denne tid, omkring foråret 2010, at de kom i forbindelse med det projekt, som skulle vise sig at være startskuddet til tøjbrandet STORM & MARIE. De var blevet hyret ind som konsulenter på et projekt, som skulle være tøj med hurtig levetid – tøj som følger tidens strømning, men hurtigt skiftes ud. Det kan der være store penge i, og det var det, projektet handlede om.

Kim og Signe husker, at de arbejdede hårdt med hele businessplanen for projektet, og som projektet blev til fandt de ud af hinandens reelle interesser for tøjproduktion. De endte med at præsentere projektet, som ejerne var begejstret for. Dog kunne Signe og Kim ikke helt se sig selv i projektet, hvilket ejerne godt kunne fornemme. En dialog begyndte omkring deres egne ambitioner, og her opstod ideen. Per Ulrik Andersen sagde direkte, at han syntes de skulle starte deres eget tøjbrand.

”Herfra så vi os ikke tilbage – vi viste med os selv, at det var det vi skulle. Vi skulle bare have det sidste skub” fortæller Kim.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.53.55

Nye veje – nye muligheder  

Fundamentet til businessplanen fra det tidligere præsenterede projekt blev faktisk til deres egen businesscase. De ændrede blot værdisættet for kollektionerne, så de kunne se sig selv i produktet. Det blev starten på en ordre på 100 stk. tøj, som Signe designede helt fra bunden. Igennem Kims netværk af leverandører lykkedes det fra start at få en god kvalitet, som de kunne stå indenfor og betale. Herfra skulle Kim på landevejen for at sælge første kollektion ind i butikkerne. Det gik heldigvis, og herfra har virksomheden oplevet en organisk vækst med større og større kollektioner.

Skal man skabe tøjkollektioner i dag, skal man have en kant i markedet, udtrykker Kim og fortsætter: ”Det er umuligt at kæmpe med de store spillere, som eksempelvis BESTSELLER. Det marked er lukket ned”. Kim og Signes brancheerfaring har været altafgørende for den foreløbige succes. De få år det har taget at gøre STORM & MARIE til et Brand i dansk og udenlandsk tøjindustri, har krævet rigtig hårdt arbejde.

”Skal du gøre noget til en succes, så skal du vide hvad du vil og være klar til ”at stå fandens tidlig op om morgenen” – og sådan har vi drevet virksomheden fra første dag”

Signe og Kims store aktiv er deres nysgerrighed og engagement i nye muligheder og mennesker. Det handler for dem om at have det rigtige team omkring sig for at kunne nå nye mål. Parret har skabt et fundament, hvor der både er plads til familien og forretningen. Signe og Kim har i år fået endnu en lille pige, ved navn Bea, som siden hun kom til verdenen har været med på kontoret.

Det hele fungerer i harmoni, og Signe fortæller, at livet omkring tøjbrandet STORM & MARIE er i en god kombination med deres børn og familieliv. Parret udtrykker: ”Hvis man kan få livet som kærester og forretningspar til at fungere, så er det et fantastisk privilegium – vi har intet afbræk i arbejdsdagen, eksempelvis når børnene er lagt i seng, kan vi diskutere dagens sidste detaljer, og være 100 procent klar på en ny dag, når vi møder. Livet går dog ikke kun op i arbejde”, udtrykker parret bestemt og smiler.  

STORM & MARIE’s profil

Til spørgsmålet om brandets profil er Signe ophavskvinden. Hun står med det overordnede ansvar for designet. Hun har en design-assistent og en konstruktør til at hjælpe sig, og det team står for hele kollektionen.

Signe fortæller omkring designet: ”Jeg arbejder med rene skandinaviske linjer komplimenteret af råhed i valg af materialer og detaljer.

Farvepaletten er enkel, men sammensat med iøjnefaldende teksturer og prints.

Elegante designs i skødesløs styling”.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.17.22

Vores målgruppe er utrolig bred – jeg bestræber mig på at skabe kollektioner, som taler til pigen i starten af 20’erne til den modne kvinde”.

Det er vigtigt at STORM & MARIE’s brand kan genkendes – også ud fra de forskellige kollektioner. Det skandinaviske look er utrolig populært i ude i verden, og det nyder STORM & MARIE også godt af.

”Vi har taget nogle gode skridt ud i den store verden – det kan være usikkert, men vi har fået nogle gode samarbejdspartnere og salgskanaler i flere store Europæiske byer. Eksempelvis oplever vi gode salgstal i Tyskland”, forklarer Kim.

 

Butikken på Gl. Kongevej 96

Til spørgsmålet omkring den fremtidige udvikling for STORM & MARIE er perspektiverne klare for parret. Der er ingen tvivl – det skal udvikle sig, forfines og vokse sig større, er de begge enige om. Dog er det vigtigt, at ånden og brandets værdisæt bevares. Derfor er det også utænkeligt for nuværende, at STORM & MARIE fortsætter uden Signe og Kim. De er begge enige om, at de har verdens fedeste job, og ønsker heller ikke noget andet. Kim fortæller, at de har nået en omsætning og størrelse nu, hvor de er gearet til at blive meget større, ikke kun i Danmark, men også udenfor landets grænser. Der er flere nye markeder, som Kim har i kikkerten, blandt andet USA og Canada. Det vil dog kræve meget, både af kapital og menneskelige ressourcer, derfor skal der lægges den rigtige strategi.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.17.03

Et skridt på vejen mod at blive bredere kendt som tøjbrand i Danmark, er deres nyåbnede butik på Gl. Kongevej 96 på Frederiksberg. Kim og Signe overtog lokalet i juli i år, og brugte sommerferien på at skabe et STORM & MARIE’s univers i deres helt egen butik. (Såkaldt Flagship-store).

Parret udtrykker: ”Det har i lang tid været en stor drøm, men det rette lokale og lokation skulle være i orden og passe til vores værdier – vi havde håbet på dette specielle lokale, og pludselig fik vi muligheden – derfor slog vi til”.

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 09.16.48

Butikken rummer alt hvad STORM & MARIE står for, og ideen med butikken er et signal til omverden om, at brandet vil noget mere og tør stå helt alene med egen butik. Det er ”brand awareness”, og er med til at styrke kendskabet til kollektionerne, når alle stykker tøj, fra sæsonen, er samlet et sted. Kim og Signe vil gerne åbne flere butikker, men dette ligger lidt ude i fremtiden. Dog kan de fortælle, at selvom de er meget begejstrede for Vejle, så blive det ikke næste sted for en butiksåbning. Parret er utrolig glade for det eksisterende samarbejde, de har med den eksklusive kvindetøjsbutik, ”Tendens”, på strøget – og det vil de holde fast i.


Læs artikler i samme kategori