Biler, bobler, Verona og Valpolicella, del 2

Luxury / Lifestyle Rejser

1

Biler, bobler, Verona og Valpolicella, del 2

Mange vil vide, at Verona er en by i Norditalien, hvor Preben Elkjær er ukronet konge. Andre vil vide at Verona er byen, hvori Shakespeares Romeo og Julie simuleres at foregå. Men ganske få vil vide, at Verona er blandt de absolutte high-lights over interessante byer i Europa. Og lad det bare være sagt med det samme: den af os på dannelsesrejsen, hvis store passion er Verona, er Deres (allesteds)nærværende.

Man kan som dansk gæst i Verona let komme til at virke som en blåøjet turist, der er på jagt efter en solid rødvinsbrændert. Det er faktisk ingen kunst, idet der i byen er et væld af vinbarer og vinhandlere. Ripasso, Valpolicella og Amarone? Tjoh, det er mange gange en middelmådig oplevelse at komme hjem fra de danske vinhandlere og supermarkeder med deres bedste bud på en vin fra vindistriktet Valpolicella. Men vinene her fra er mangfoldige, og de bedste sælges lokalt – blandt andet i Veronas vinbarer- og butikker.

Egentlig var devisen at ”tage tingene som de kommer”, men netop den livsstil har aldrig rigtigt vundet hævd hos Deres nærværende. Derfor er de andre tre pilgrimme aktører i en skjult dagsorden, idet der jo må system til, når ting – i dette tilfælde Verona – skal præsenteres bedst. Der ventede de tre intetanende dannelsesrejsende en oplevelse senere, som både vakte stor begejstring og som sandsynligvis sent vil blive glemt. Ud over denne helt specielle oplevelse, mener de medrejsende dog stadig, at vi oplevede Verona ved tilfældighedernes spil.

Vi har på forhånd booket os ind på et par suiter i indre by. Suiterne er fuldstændigt nye – under besøget end ikke rigtigt åbnet, så det planlagte bed & breakfast er ikke intakt. Vores morgenkaffe er vi henvist til at snuppe på en bar på den anden side af gaden. Dog så vi, at køkkenet og café-møblerne var under opsætning og er ikke i tvivl om, at dette bliver det helt rigtige sted at bo, hvis man vil besøge Verona og bo i den inderste bykerne under endog meget komfortable forhold.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.32.29

Vores første mål skulle være den mest turist-trafikerede plads i Verona: Piazza Bra, der ikke bare er Veronas største plads – det er en af Italiens, ja; faktisk en af Europas største. Der er et gigantisk opbud af caféer og restauranter i bunden af de smukke bygninger, der alle vender ud mod selve piazza’en. Her er den mest iøjnefaldende bygning definitivt det romerske amfiteater, Arena, der er næsten to tusind år gammelt. Der ud over er der på Piazza Bra et stort antal meget fine og betydningsfulde bygninger, eksempelvis Palazzo Barbieri, byens rådhus der er opkaldt efter bygningens arkitekt, samt den neo-klassisistiske mastodont, Gran Guardia, der oprindelig var en væg og et tag, der blev ført ud til fire søjler. Meningen med dette bygningsværk var et område, hvor de venetianske tropper kunne søge ly for uvejr. Byggeriet blev dog stoppet i 200 år på grund af materialemangel og det var først i 1808 at den før nævnte arkitekt, Barbieri, genoptog byggeriet. Det strakte sig i øvrigt over 45 år. Gran Guardia anvendes i dag til møder, konferencer og udstillinger. Endelig huser Piazza Bra også den klassiske bygning, Museo Lapidario Maffeiano, der i dag er arkæologiske museum. Selve hovedadgangen til Piazza Bra er gennem en vældig port, Portoni del Brá, der er en del af den oprindelige bymur. Herfra åbner pladsen som en enorm bred (tysk: breit – videreført til italiensk: Bra) plads og det første man ser lige fremme, er Arena – pladsens gamle dame.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.33.00

Det kan godt være, at de medrejsende på dannelsesrejsen har en forventning om, at vi skal se Arena indefra – det skal vi også, men det drejer sig i første omgang om ikke at komme for tæt på bygningsværket, idet der således er fare for, at aftenens begivenhed vil afsløres. Derfor benytter den selvbestaltede Verona-guide sig af et billigt trick med ordene: Der er en listig vinbar lige her henne. Som på kommando vender alle fire næsen i retning af byporten og spadserer i raskt tempo ad den lyserøde Valpolicella-marmorbelægning, der smukt danner bunden i hele Verona, i retning mod næste hjørne. Her finder vi en meget moderne bar: Signorvino. Egentlig er det langt mere end en vinbar. Det er faktisk en usædvanlig stor vinbutik, der har et meget stort udvalg af vine fra hele Italien. Endda i flere etager. I butikkens ene ende finder man vinbaren, der vel i virkeligheden med sit lyse og moderne udtryk, mere er en vin-café. Her serveres et solidt antal vine pr. glas, lige som man kan få snacks og små retter. Mellem hylderne med de mange vine – både på stueplan og i kælderen – er samtidigt indrettet en restaurant. Man sidder således som spisende gæst mellem butikkens vinkunder. Det kan umiddelbart lyde som om der ikke er en særlig intim stemning, men man fornemmer alligevel som spisegæst, at de kunder, der kigger på og vejledes i vin, er en del af restaurantens interiør.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.33.27

Den anden af Veronas store piazza’er, Piazza delle Erbe, ligger 600 meter væk fra Piazza Bra. I mellem de to piazza’er ligger et rigtig shoppingområde, hvor man finder alle de helt store, italienske brands side om side med lokale, hyper-moderne designershops med blandt andet tøj, sko, møbler, brugskunst og lamper. Der er rigtig meget at bruge sine penge på i Verona. Ikke fordi butikkerne er dyrere her, men ganske enkelt fordi fristelserne er så mange. Man vil bemærke, at mængden af sko- og tøjbutikker ikke er forbeholdt turister. De lokale indbyggere er særdeles velklædte; der laves flere penge i nord end i syd.

Piazza delle Erbe – urte-pladsen – fungerer stadig som markedsplads, men modsat tidligere hvor der udelukkende var madmarked dagligt, er denne del nu suppleret med boder med is, frugt og souvenirs – i øvrigt langt mindre usmageligt end man det kan se på mange andre markedspladser. Her finder man på den nordlige side Torre dei Lamberti; det gamle rådhus, Casa dei Giurdici; domstolene samt Mazzetti-bygningen der er meget smukt bemalet med fresco’er. I den vestlige ende af piazza’en ses det barokke Palazzo Maffei, der er dekoreret med statuer af græske guder og hvor San Marco-løven, symbolet på Republikken Venedig, troner på en hvid marmorsøjle.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.33.53

Umiddelbart bag Piazza delle Erbe finder man endnu en piazza, nemlig Piazza dei Signori – Veronas oprindelige magtcentrum, hvorfra den legendariske italienske forfatter Dante Alighieri står på en høj marmorsøjle og holder øje men tingenes tilstand og verdens gang. Også her på pladsen vil man se store bygninger og arkitektoniske perler. Især vil man bemærke flere særlige kendetegn på den lokale byggestil, nemlig det pileformede skydeskår-lignende tag på Palazzo del Podestá, de fresko-bemalede mure på Palazzo Forti, der i dag er kunstmuseum samt de stribede bygninger fra Veronas tidligere adel.

Efter at have foregivet opmærksomhed til den selvudråbte- (og højtidelige) Verona-ekspert, ses nu en vis opgivenhed i de øvrige rejsendes ansigtsudtryk. Det dér med bygningsværker, byggestil og museer har nået sit højdepunkt, så for at sikre gruppens momentum, skal der helt andre midler i brug. Det er på tide at bringe Valpolicella-guruen i spil. Derfor indskydes en ny destination, nemlig vinbaren El Bacharin, der ligger i en mindre sidegade til Piazza dei Signori.

Ved bordene udenfor er der fyldt med unge studerende, der charmerende højrøstet nyder livet og de liflige vine fra området. Valpolicella-guruen går i baren og bestiller vin per glas. Bestillingen lyder: husets bedste Amarone. Bartenderen er bestemt ikke modvillig, men vil alligevel sikre sig, at det virkelig skal være den bedste. Og – jo tak, det skal det. Lettere pinligt berørt må den høflige bartender nu bryde sammen og tilstå, at netop denne Amarone altså koster 5 EUR pr. glas. Den pris er vi ikke vant til fra hjemlige vinbarer, så vin-elskeren ånder lettet op og beder om hele flasken. Samt fem glas. Det femte er til bartenderen.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.34.10

For at simulere at det er Valpolicella-elskeren der har overtaget, bringes den rejselystne flåde efter Amaronens udryddelse, videre til en ny vinbar. Denne gang en væsentlig forskellig én af slagsen, nemlig det historiske enoteca Oreste dal Zovo, der blot ligger få minutters gang fra El Bacharin. Hvis man ikke er interesseret i vin, vil man helt sikkert finde dette sted meget både uhumsk og måske endda ucharmerende. Hvis man til gengæld er bare en smule interesseret i vin, vil man opleve et museum over italienske vine. Det er måske lige i overkanten at kalde det en vinbar – det er snarere en vinbutik, hvor man samtidig kan købe udvalgte vine pr. glas. Det er dog også muligt at købe en bestemt flaske fra hylden og nyde den på stedet. Man skal bare ikke være for mange, for pladsen er trang og der er ikke mere end et par barstole til rådighed. Det er egentlig også nok, for mange vælger at tage glasset med på rundtur i lokalerne og se den enorme samling af italienske vine. Er man støvallergiker anbefales det at forsyne sig med antihistamin og næsespray inden man forcerer dørtrinnet.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.34.30

Herefter er det det rette tidspunkt for Verona-guiden at tilbageerobre lederskabet. Og selv om vi i virkeligheden alle nyder at være i Oresto dal Zovo, er der en anden ting der kan lokke en viking: italiensk mad. Restauranten er på forhånd valgt – den ligger mindre end 20 skridt væk: Ostaria del Bugiardo, der er en meget karakteristisk – og for Verona meget typisk – restaurant og bar. Ostaria’et er ejet og drevet af Valpolicella-producenten Buglioni. Oplevelsen begynder allerede uden for ostaria’et, hvor der – uanset årstid – er et stort opbud af lokale, der skåler på livet løs i Buglionis rode bobler, Il Vigliacco eller de ditto hvide, Lo Spudorato.

Ostaria’et er meget stemningsfuldt, og man kan små-spise af de mange lækre tapas i baren eller man kan sætte sig ved mindre grupper med høje borde og stole. Maden lokal og rustik og varieres dagligt ud fra en fast menu. Der tilbydes vine fra producenten selv – og der er mange af dem. Vi vælger at fortsætte med Amaronen, og får serveret en fuldblodsvin fra 2006. Alene denne oplevelse er nok til, at vi dagen efter må ændre en smule i vores program. Denne producent må bestemt besøges.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 16.34.52

Efter diverse tapas-retter samt en let og lækker lasagne, skal sløret løftes for aftenens begivenhed. Op af lommen trækker dagens helt nu fire billetter til koncert med Eros Ramazzotti i Arena. Vakte dette træk jubel? Om! Som fire spændte fjedre bevæger vi os fjerlet i retning mod Arena, hvor vi stiller os i kø med et lige så spændt og begejstret publikum. Mange vil vide, at der hvert år i sommerperioden afvikles opera i Arena. Der spilles syv dage om ugen – hver aften med en ny forestilling. Tidligere var arena samlingssted for grupper af venner og familier, der hver især medbragte tæpper, madkurv samt vin og vand, men den hysteriske sikkerhed har også fundet sin plads her, hvor man nu ikke må medbringe sprængfarlige mad- og drikkevarer samt højeksplosive slumretæpper.

Den romerske sang-gud træder meget scenevant frem og fyrer hit på hit af i et meget charmerende og medrivende show. De italienske tilhørere er kommet for at synge med. De elsker deres gud og har stor sympati for, at han også vinder gehør blandt gråhårede og lyshudede vikinger. Er der noget en italiensk smørtenor kan, så er det at sætte gang i storslåede ballader, og der er ikke en utændt lighter eller et tørt skjorteærme at finde i arenaen. Dog skal man være varsom med, hvem man deler sin Eros-interesse med. Vi konkluderer på en bar efter koncerten, at Eros har samme effekt på italienere som Lars Lilholt har på danskere. Man kan enten lide ham eller også synes man, han er forfærdelig. Men vi er jo ikke italienere og vi kan faktisk godt lide Eros Ramazzotti.

Dagen efter lægger vi ud med en tur til en af de udvalgte vinproducenter, Massimago, der befinder sig øst for Verona. Vinhus- og marker grænser op til vindistriktet Soave, men holder sig netop inden for grænsen af Valpolicella. Navnet Massimago hentyder til den latinske Maximum Agium, der kan oversættes til noget i retning af maksimal udnyttelse. Massimago er en temmelig speciel vingård på flere måder, idet det for det første en vingård ejet og drevet af en ung kvinde, Camilla Rossi Chauvenet. Det lå egentlig ikke i kortene at Camilla skulle være vinbonde, men snarere gå i retning af en juridisk karriere. Men da familien arvede denne gamle vingård ved Verona og ingen i familien påtænkte at videreføre den som sådan, forlod den dengang meget unge Camilla sine studier og påbegyndte nye – samtidigt at hun foretog de fornødne renoveringer af den gamle vingård. Siden er det gået stærkt for Massimago, der i dag producerer i alt 100.000 flasker. Selve vingården er gammel, men med et meget let og moderne udtryk. Alene smags- og salgslokalet bærer præg af en moderne og stilren måde at præsentere vinene på. Det er det enkle, der er det afgørende i hele stilen. Etiketter er holdt i sort og hvidt og meget enkelt i udtrykket.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 17.07.26

Massimago er ud over en vinproducent også en agriturismo. Det er således muligt at bo i enten lejligheder eller på værelser. Der serveres morgenmad på stedet. Der er en dejlig have med en lækker swimming pool, hvor fra man kan kigge på de omgivende vinmarker. Der er inden for kort afstand flere rigtig gode restauranter – også med Michelin-stjerner. I modsætning til i Danmark er en Michelin-stjerne ikke nødvendigvis udtryk for, at det er en økonomisk udfordring at spise der – blot et udtryk for udsøgt gastronomisk bearbejdning af gode råvarer.

Vi afslutter vores besøg og vores snak med Camilla fra Massimago – der er lagt varer i bilen og vi bevæger os nu i retning af det klassiske Valpolicella, der ligger nordvest for Verona. Her har vi med lynets hast arrangeret et besøg hos den tidligere nævnte vinproducent, Buglioni i S. Pietro in Cariano, der ligger ca. 15 km. inde i landet fra Gardasøen og 10 km fra Verona.

Selve vingården hedder Dimore del Bugiardo, og er i lighed med Massimago en agriturismo, hvor det er muligt i dejlige bed & breakfast-værelser at bo midt i vinmarkerne og få serveret sin morgenmad med udsigt over disse. Vejen hertil foregår ad en lang grusvej og vi mødes af den søde værtinde, Melissa, der indledningsvis lader os betragte markerne samt agriturismoens vinsamling. Vi forstår, at der lidt længere nede af cypres-alléen er endnu en af vingårdens restauranter. Denne, Locanda del Bugiardo, får rosende ord med på vejen fra Melissa, og vi fornemmer pludselig en glubende appetit efter mad. Vi triller derfor stille derned og det er ikke en overdrivelse at sige, at vi den dag i dag er meget glade for den beslutning.

Restauranten er en ombygget lade, der er holdt i meget rustik stil med afskallede, rå mure, betongulve og dekoreret med store, udtjente vintønder. Som kontrast til denne rå scene er de flotte træmøbler, bordene med hvide duge og – skal det vise sig – de meget elegante tallerkenanretninger, vi modtager. Vi spiser en sublim frokost – naturligvis ledsaget af husets vine. Ved vores afslutning bliver vi orienteret om, at vi er ventet i kælderen af ejeren selv, Alfredo Buglioni.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 17.14.12

Historien bag vinhuset Bugiardo er, at Alfredo Buglioni i 1993 købte ejendommen inklusive tre hektar vinmarker og to hektar olivenlund. Købet blev foretaget uden nogen dybere form for viden om at drive en vingård. Udbyttet af markerne blev nydt af familie og venner, men den eksklusive beliggenhed, passionen og interessen (og den økonomiske mulighed) for at lave et unikt produkt, ansporede Alfredo Buglioni til at intensivere arbejdet. I 2000 var vingård og vinkælder renoveret, og det var på tide at finde den rigtige ønolog. På instituttet i Trento blev Diego Bertoni tilbudt udfordringen. Han tog i mod den og er den dag i dag, manden bag vinene. For at afprøve vinens kvalitet og ønologens kunnen, inviterede man efter en periode en anerkendt sommelier til at prøvesmage en vin. Denne sommelier ønskede tillykke med den vellykkede Amarone, hvilket tvang Alfredo Buglioni til at afsløre, at der faktisk ikke var tale om en Amarone, men blot en Ripasso. Det fik imidlertid sommelieren til at udtrykke, at hvis ikke dette er en Amarone, så lyver vinen! Dermed var navnet på vinen fundet: Bugiardo – det italiensk ord for en løgnhals. Navnet skulle blive et vartegn for hele vingården.

I dag besidder vingården 46 hektar og producerer 150.000 flasker vin. Buglioni producerer 13 forskellige slags vine, hvoraf flere har vundet anerkendende priser blandt nationale og internationale vinanmeldere. Der hersker ingen tvivl om, at Alfredo Buglioni er en passioneret vinbonde, der elsker at fortælle historien om de forskellige vine, hvoraf en del har temmelig særegne navne. For eksempel Lo Spudorato – den skamløse (hvid spumante), Il Disperato – den desperate ( hvidvin) og Il Bastardo – skiderikken (rødvin).

Det er stadig kun sidst på eftermiddagen da vi venter tilbage til Verona, så vi smutter en tur down-town, for at få stemningen med. Få meter fra Piazza della Erbe går vi ind i gården på via Capello 23. Det er vi ikke de eneste der gør, for herinde i gården er fyldt med turister, der kommer for at se kærlighedshistoriernes største attraktion: Julies balkon. Romeo og Giulietta, som de elskende hedder på italiensk, er de to fantasifigurer, hvis sørgelige kærlighedshistorie Shakespeare har gjort udødelig. Der har alle dage været en heftig strøm af turister til balkonen. Dette førte til, at byrådet i Verona i 1905 købte ejendommen fra 1200-tallet. Murene rundt om balkonen er tæt bemalede med kærlighedserklæringer og gitteret i bunden af gården, er behængt med hængelåse uden nøgler – et symbol på evig kærlighed. Og det bedste ved historien er, at balkonen er falsk. Dette har aldrig fundet sted og balkonen er opsat som et vartegn. I gården står en bronzestatue af Julie. Legenden siger, at rører man hendes højre bryst, får man helt i kærlighed – hilser man på højre hånd, bliver man rig. Man kan ikke gøre begge dele.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 17.14.39

Vi slentrer lidt videre og ser både det store middelalderslot, Castelvecchio med de syv tårne – en gigantisk militærbastion bygget i gotisk stil samt San Zeno-kirken, i hvis krypt Shakespeare lod Romeo og Julie få hinanden. Der er masser af andre pompøse bygninger, især kirker, der er værd at studere, men det vil være alt for omfattende her at beskrive i detaljer.

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 17.14.56

Vi er i midtbyen og det er tidlig aften. Vi har haft en helt fantastisk dannelsesrejse til Italien og har alle lært nyt om vores egne og hinandens interesser. Vi møder Verona på en helt almindelig aften, hvor der er liv og glade dage – men vi lader os ikke lokke! Vi holder stand og går kun ud for at få en god middag og ikke farvel, men på gensyn til Verona – Norditaliens mest tilbagelænede og cozy by med den gode stil og den sikre smag. Næste morgen er der 1500 kilometer motorvej forude. Vi er langt fra tynget – bare tungere end vi var på vejen herned.

 


Læs artikler i samme kategori